Gode intentioner og indiskutabelt nødvendige tiltag er drysset udover en voldsomt lidende indsats for de mest udsatte – stofbrugerne – de seneste uger.
Gode intentioner og indiskutabelt nødvendige tiltag er drysset udover en voldsomt lidende indsats for de mest udsatte – stofbrugerne – de seneste uger.
Først åbnede det første (officielle) stationære fixerum, så gav sundhedsminister Astrid Krag sin støtte, og lykkeligvis også en pose penge, til etablering af et Naloxone-program, så stofbrugere, pårørende m.fl. selv kan bidrage effektivt i kampen for reduktion af den fortsat alt for høje stofbrugerdødelighed. Så udestår blot at vi får et tilstrækkeligt antal fixerum – og at Naloxonen snarest sikres tilgængelig på det danske marked som håndkøbsmedicin i næse-spray-formen.
Herefter fremsatte konservative Tom Behnke beslutningsforslag om etablering af Akuthuse, en slags krisecentre, hvor stofbrugere, der hænger i neglerødderne for overlevelse, kan få hjælp og behandling straks. Et absolut nødvendigt tiltag, mens vi på nu 10. år fumler rundt med den såkaldte ”behandlingsgaranti”, som fortsat bare ikke fungerer og som under alle omstændigheder også alene omhandler den sociale indsats, ikke den medicinske. Tom Behnke har i øvrigt varslet nok et beslutningsforslag om en skærpet behandlingsgaranti.
Så kom socialminister Karen Hækkerup på banen med planer om at rydde op i dansk stofbehandling, og gav derved bl.a. næring til håbet om, at man i det mindste vil få retten til og reel mulighed for at fravælge behandling i regulært religiøse omvendelsesprogrammer, som koster kassen, har så liden effekt ift. det erklærede mål og til gengæld alvorlige skadevirkninger; ikke mindst i de mange tilfælde, hvor de ikke ”virker” og de ”gen-faldne” udstødes nådesløst. Det er og bliver et politisk valg, om man fortsat vil bruge skattekroner på sådanne forsøg på fremme af ”omvendelse” og ”genfødsel” af ”de faldne” i behandlingsregimer, der tilmed underkender lægelige ordinationer af medicin der dokumenteret redder liv, forebygger smitte med hiv og hepatitis, reducerer den omfattende overlevelseskriminalitet som begås af ikke-medicinerede stofafhængige mv. En medicinsk behandling med eksempelvis metadon eller buprenorphin som i sin bedste form kan udgøre platform for stort set almindelige liv med arbejde, uddannelse og familie. Men spørgsmålet er, om vore politikere faktisk ved, hvad det er, der engang er valgt til? Og, ikke mindst, hvad de vil fremadrettet … At meget skal ske står ikke mindre klart efter læsning af lørdagens Politiken (13. oktober 2012), hvor Anja Bloch interviewes under overskriften ”I oprør efter 23 ture på afvænning” om egne omfattende og mangeårige erfaringer med et stort set uanvendeligt behandlingssystem. Som det ser ud nu.
Men gode uger har det været. Med gode takter. Ikke mindst for et land, der end ikke har en national narkotikahandleplan pt. Endelig sker der noget!
Men der er lang vej igen; en vej der kunne kortes ned, hvis alle disse gode kræfter, på tværs af parti- og blokpolitiske skel og under inddragelse af fagmiljøerne, formulerede en national handleplan, om ikke for hele feltet, så i det mindste for behandlingsindsatsen, inklusive – naturligvis – den væsentlige sundhedsfaglige side af denne sag. Vi må insistere på legitimering og afstigmatisering – helst fra allerhøjeste niveau – af behovet for substitutionsmedicinsk behandling, insistere på sikring af patientrettigheder og på nødvendigheden af gennemførelse af frit valg af lægeligt behandlingssted. Det må sikres, at substitutionsmedicinerede ikke de facto diskrimineres i forbindelse med tildeling af psykosociale behandlingstilbud. Man kan – selvfølgelig – også have brug for og fuldt ud ligeså stor gavn af individuelle terapeutiske forløb såvel som af behandling i døgnregi, uafhængigt af, om man ønsker og har behov for at fortsætte en substitutionsmedicinsk behandling. At man kan leve et helt almindeligt liv, gennemføre uddannelse, være selvforsørgende, have familie og få og have børn med substitutionsmedicin som metadon, buprenorphin mv. er ikke trængt ret godt igennem i det danske behandlingssystem.
Stofbrugerdødeligheden er fortsat alt for høj. Og alt for mange stofbrugere står udenfor behandlingssystemet. Så mange som i omegnen af 8.000 af vore mest sårbare stofbrugere, nemlig IV-stofbrugerne, estimeres af Sundhedsstyrelsen at kunne være ukendte for behandlingssystemet, jf. Narkotikasituationen 2011, p. 33.
Mange beskriver overfor os, om de er i behandlingssystemet eller ej, at de bare ikke kan få den hjælp, de oplever at have behov for. Andre lægger afstand med beskrivelser af et oplevet ’hjælpeapparat’, hvor kontrol, mistillid og disciplinering er uomgængelige elementer, som samtidig udgør uoverstigelige barrierer i forhold til at henvende sig.
Meget skal ske. Af gode og åbenlyse menneskelige grunde. Og af samfundsøkonomiske. Det er nemlig også samfundsøkonomisk dyrt at lade stå til. En canadisk cost-of-illness analyse, omtalt her, peger på, at hver enkelt af disse hårdt belastede stofbrugere, som ikke er i kontakt med behandlingssystemet, årligt koster ca. 250.000 kr. I værste fald svarer tallene nævnt her til, at vi årligt kan have udgifter på mere end 2 milliarder kroner forbundet med den store gruppe af IV-stofbrugere, som står uden kontakt med behandlingssystemet. Udgifter, som vi vel at mærke har ingen som helst kontrol over.
Links:
Sundhedsminister Astid Krags tale ved åbningen af det første (officielle) stationære fixerum d. 1. oktober 2012 kan læses her.
Tom Behnkes beslutningsforslag om etablering af Akuthuse kan læses her.
Her kan socialminister Karen Hækkerups planer for stofbehandlingsområdet læses. Her og her findes artikler fra hhv. Politiken og Berlingske om ministerens planer.
Og her også engelsksproget omtale af den gode danske udvikling, nemlig hos International Drug Policy Consortium.