Med jævne mellemrum har medier og diverse politikere de senere år været optaget af det stærkt stigende antal boligudsættelser som følge af, at socialt udsatte mennesker, der ofte befinder sig lysår fra arbejdsmarkedet, har været i så alvorlige økonomiske problemer, at de ikke har formået at betale huslejen.
Med jævne mellemrum har medier og diverse politikere de senere år været optaget af det stærkt stigende antal boligudsættelser som følge af, at socialt udsatte mennesker, der ofte befinder sig lysår fra arbejdsmarkedet, har været i så alvorlige økonomiske problemer, at de ikke har formået at betale huslejen.
En boligudsættelse har, ikke mindst for socialt udsatte, alvorlige såvel menneskelige som økonomiske konsekvenser. Boligudsættelser er som regel også samfundsøkonomisk langt dyrere, end at træde til og afhjælpe den akutte situation. Og der er faktisk lovgivningsmæssige muligheder for at undgå boligudsættelse som følge af huslejerestance. Væsentligst er aktivlovens § 81, den såkaldte enkeltydelsesbestemmelse, hvis praktiske forvaltning imidlertid mange steder er strammet gevaldigt op, således, at der gives langt flere afslag end tidligere, og efter vore erfaringer også afslag, der ganske enkelt ikke er lovlige eller som gives, fordi sagerne blot ikke er tilstrækkeligt oplyste.
Fraværet af klageressourcer hos de mest udsatte betyder, sammen med klageinstansernes ekstremt lange sagsbehandlingstider, dog i sig selv, at selv adgangen til at klage – den væsentligste retssikkerhedsgaranti i et retssamfund – sjældent bliver en redning. De pågældende har for længst mistet boligen, før de eventuelt får medhold i klagesagerne.
Også af disse årsager er den lovlige forvaltning af aktivlovens § 81 helt afgørende at sikre i første led. Og netop dette har desværre vist sig at være en mere end tung proces. Udsatterådet i Københavns Kommune udgav sidste år en lille publikation, hvor også den juridiske del behandles mere indgående end i det følgende. Publikationen kan findes og downloades her og kan også rekvireres fra rådets sekretariat i trykt form til uddeling fra fx væresteder mv. og til instruktion af socialarbejdere, gadeplansmedarbejdere m.fl.
De sidste par dage har pressen dækket netop Københavns Kommunes forvaltning af enkeltydelsesbestemmelsen. Medlem af borgerrepræsentationen Henrik Appel Esbensen (A) opfordrede tirsdag på DR, socialborgmester Mikkel Warming til at sikre en ændring af den kommunale forvaltning af bestemmelsen i forebyggende øjemed. Socialborgmesteren støttede umiddelbart kravet om en sådan praksisændring i egen forvaltning, men hævdede samtidig, at dette – ifølge hans eget embedsværk og Socialministeriet – ikke kan foregå indenfor lovens rammer. Overskriften på en af artikel herom lyder: ”Borgmester opfordrer til civil ulydighed”.
Alt der kan forhindre udsættelse af i forvejen stærkt udsatte mennesker er godt, set fra en gadevinkel. Det ser også ud som om, at de fleste faktisk er enige i dette, hvorfor man skulle formode, at såfremt gældende ret ikke kan bidrage til at forhindre boligudsættelse i fornødent omfang, må vejen til lovændring være kort.
Men det er ikke korrekt, efter Gadejuristens opfattelse, at man ligefrem må udvise civil ulydighed for at kunne anvende aktivlovens § 81 til dækning af huslejerestance (hvilket i øvrigt typisk i praksis sker mod tilbagebetalingspligt). Dette uanset, at det er udgangspunktet i denne bestemmelse, at alene uforudsete udgifter, der ikke kan betales af borgeren, kan dækkes af en bevilget enkeltydelse (med eller uden tilbagebetalingspligt).
Man skal som sagsbehandler overholde vejledningspligten og dertil det helt fundamentale officialprincip, og således sikre, at den konkrete sags omstændigheder er tilstrækkelig belyst forud for at der træffes afgørelse. Hvis sagsbehandlerne overholder disse to punkter, vil de formentlig i et vist antal tilfælde (en del – mange?) end ikke behøve at ty til den undtagelsesmulighed, som socialrådgivernes formand Bettina Post henviser til i først anviste artikel ovenfor, for alligevel at yde enkeltydelse til dækning af huslejerestance, selvom husleje selvsagt ikke er en ”uforudset udgift”.
Der er nemlig også en anden mulighed, og denne fremgår direkte af både den gamle vejledning nr. 39 af 05/03/1998, pkt. 402, 2. og 3. afsnit og af en langt nyere vejledning nr. 72 af 10/8/2010, pkt. 28, 4. og 5. afsnit:
”Det behøver ikke nødvendigvis være udgiftsbehovet, som ikke har kunnet forudses. Der kan også være tale om likviditetsmæssige problemer, som bevirker, at der er behov for hjælp til enkeltudgifter, som under normale forhold kan afholdes inden for den løbende indtægt”.
Udsatte mennesker, der tilmed er i akut krise, kender ikke lovgivningen og slet ikke i detaljer. De magter derfor ofte ikke på egen hånd at få fremlagt netop de konkrete omstændigheder der kan føre til bevilling af en enkeltydelse og undgåelse af at blive hjemløs. Men hvis sagsbehandlerne ellers overholder ovennævnte væsentlige forudsætninger for sagsbehandlingen – vejledningspligten og sagsoplysningsforpligtelsen, vil de i en række tilfælde formå at afdække de mange væsensforskellige egentlige årsager til, at der er opstået sådanne likviditetsmæssige problemer hos udsatte borgere at huslejen ikke kan betales. Den stærkt stofafhængige, sindslidende borger, kan eksempelvis været blevet "rullet" for sin netop udbetalte kontanthjælp eller afkrævet den af en dybt kriminel underverden som afdrag på en faktisk eller opdigtet illegal stofgæld under trusler om afklipning af fingre. Trusler begået af individer som man i øvrigt under ingen omstændigheder tør politianmelde. Der kan også være tale om, at man ellers har formået at holde sig stoffri i en periode, men at man i forbindelse med en krisesituation, fx konstatering af alvorlig kronisk sygdom (hiv, hepatitis mv.), pludselig opstået psykotisk tilstand eller alvorlig depression, har et såkaldt "tilbagefald", som i løbet af få øjeblikke let medfører alvorlige likviditetsmæssige problemer af en karakter, som indebærer, at der nu ikke er til huslejen. Illegale stoffer er meget dyre under den aktuelle regulering. Det skal her nævnes, at Det Sociale Nævn, Region Hovedstaden i juni 2010 i en afgørelse vedrørende netop dækning af huslejerestance og pålagt tilbagebetalingspligt, hvor klager fik medhold, udtaler, at "tilbagefald til misbrug" og altså udgifter i den forbindelse der fører til likviditetsmæssige problemer, ikke er at sidestille med "uforsvarlig økonomi". Det er et klogt nævn, der siger sådan. Stofafhængighed i formen "addiction" er nemlig en både alvorlig og kompleks, man ikke bare ”selv kan gøre for".
Det kan virkelig undre, at hverken embedsværket i Københavns Kommunes Socialforvaltning i et notat om forvaltningen af aktivlovens § 81 eller Socialministeriet i et svar til Københavns Kommune angående fortolkningen af aktivlovens § 81, anviser denne mulighed for alligevel at undgå en i øvrigt ofte også meget dyrere – både menneskeligt og økonomisk – boligudsættelse.
Det kan ligeledes umiddelbart undre, at kommunen har rettet sin henvendelse vedrørende fortolkning af aktivlovens § 81 til netop Socialministeriet, eftersom aktivlovens ressortministerium er beskæftigelsesministeriet.