Udgående retshjælp

Gadejuristens formål

Ud fra en absolut og grundlæggende accept af og respekt for det enkelte menneskes valg og ønsker virker Gadejuristen ved ydelse af udgående retshjælp knyttet til mennesker med stofbrug, hjemløshed, gadesexarbejde og anden svær udsathed, herunder i særdeleshed retshjælp til udsatte mennesker, der lever eller opholder sig i betydeligt omfang på gaden og/eller er ofre for direkte eller indirekte kriminalisering forbundet med udsatheden.

Det udgående retshjælpsarbejde skal sikre udsatte enkeltpersoner adgang til udgående og opfølgende specialiseret retshjælp, der i højest mulig grad vil få den enkelte til at opleve sig som bærer af rettigheder, samt forebygge at behovet for specialiseret retshjælp opstår.

Gadejuristen bibringer målgrupperne viden om rettigheder samt skadesreducerende og sundhedsfremmende kompetencer, således at man bedre kan tage vare på sig selv og andre og bidrager til at fremme den almene viden om og forståelse for omstændigheder, der kan føre til stofbrug/stofafhængighed og/eller andre former for udsathed og for de skader som livet som udsat forvolder.

Gadejuristen bidrager til at modvirke stigmatisering og udstødelse af målgrupperne gennem deltagelse i den offentlige debat, foredrag, undervisning mv. og i videst muligt omfang inddrage målgrupperne heri, samt inddrage målgrupperne i Gadejuristens diverse aktiviteter og tiltag. Der arbejdes for at aflaste og supplere det offentlige system gennem udvikling af nye og alternative tiltag og ved indgåelse af dialog med både offentlige og private instanser på relevante områder

Endelig arbejdes der for optimering af narkotikaindsatsen og øvrig udsatteindsats samt for at fremme erfaringsudveksling og derved øge viden og udvikling desangående såvel nationalt som internationalt.

Gadejuristen arbejder ud fra visionen om at:

” Mennesker med stofbrug, hjemløshed, gadesexarbejde og anden svær udsathed skal tilbydes udgående retshjælp med afsæt i grundlæggende accept af og respekt for det enkelte menneskes valg og ønsker, og der skal arbejdes kontinuerligt for forbedring af vilkårene for mennesker i svær udsathed”

Målgruppe

Gadejuristens målgruppe er stofbrugere, hjemløse, sexarbejdere og andre tilsvarende udsatte personer, herunder i særdeleshed udsatte, der lever eller opholder sig i betydeligt omfang på gaden, samt udsatte, der er ofre for direkte eller indirekte kriminalisering.

Gadejuristen yder retshjælp i hele Danmark.

Målgruppen er karakteriseret ved sjældent at kende sine rettigheder, pligter og muligheder efter forskellige gældende lovgivninger, og dermed heller ikke præcist formår at identificere sine retshjælpsproblemer og retshjælpsbehov samtidig med, at retshjælpsbehovet ofte involverer flere forskellige regelsæt, der håndteres af forskellige sektorer og myndigheder (fx kommuner og regioner). Det er samtidig en gruppe, hvor mange ofte lever et hektisk og kaotisk liv i et krydsfelt af mangeartede udfordringer og det er erfaringen, at målgruppen oftest ikke selv søger hjælp til at forfølge egne rettigheder overfor hverken private eller myndighederne.

Centrale udfordringer er i tillæg til hjemløshed manglende evne til at identificere egne rettigheder, uønsket stofbrug; udiagnosticerede psykiske og fysiske lidelser, der ikke behandles eller hvor der ikke ydes tilstrækkelig behandling i sundhedsvæsenet; at grupperne ofte udsættes for både lovlige og ulovlige sanktioneringer i offentlige ydelser; håndtering af kommuners fejlagtige afgørelser; utilstrækkelig hjælp fra kommuner til at gruppen kan overholde aftaler og navigere i egne sager.

Endelig er der en lang række sager hos politiet, ikke mindst at gruppen får bøder for forhold, hvor de kan være undtaget fra reglerne om bødestraf, og hvor Gadejuristen kan bistå i omgørelse såfremt sagerne identificeres.