På baggrund af en kortlægning af international forskning om tvang i misbrugsbehandling fra SFI Campbell, vil socialministeren og sundhedsministeren nu nedsætte en arbejdsgruppe, der skal beskrive en eventuelt kommende dansk tvangsmodel overfor gravide rusmiddelbrugere (PM fra socialministeren af 28. april 2011).
Gadejuristen finder det påtrængende nødvendigt at mane til besindighed. Dette i særdeleshed fordi der foreligger meget lidt viden om, hvor stor en andel af de gravide som behandlingssystemet slet ikke vil få kontakt med, såfremt de gives udsigt til massiv anvendelse af tvangsforanstaltninger. Man kan, som bekendt, have de bedste intentioner, og alligevel, med det der sættes i værk, komme til at fremme det stik modsatte af det tilsigtede og ønskværdige.
SFI anfører da også selv i sammenfatningen, at nok giver de tilgængelige studier ”indtryk af”, at der i ”nogle tilfælde kan opnås positive resultater ved brug af tvang, men omvendt også, at tvang ikke i alle tilfælde virker bedre end frivillig behandling, samt at tvangen i nogle tilfælde kan have en direkte negativ effekt”. Tvang er et voldsomt indgreb i den personlige frihed og forudsætter derfor særdeles gode grunde. Gode intentioner er pr. definition gode, men at man har gode intentioner er simpelthen ikke tilstrækkeligt.
Den politiske fristelse til at indføre en skærpet tvangsmodel er – særligt på baggrund af risikoen for og omfanget af skadevirkninger for et foster ved brug af alkohol under graviditet – umiddelbart forståelig. Imidlertid kan konsekvensen blive, at udsigten til tvangsbehandling / tvangstilbageholdelse vil betyde, at et endnu større antal gravide med rusmiddelbrug end ikke vil komme i kontakt med behandlingssystemet under graviditeten, hvorved de reelt udelukkes fra at få den hjælp og støtte, de måtte have behov for.
Andre end Gadejuristen vil være bedre til at vurdere, hvad en udsigt til tvangsbehandling / tvangstilbageholdelse vil betyde for gravide, der eksempelvis er veluddannede, bosiddende nord for København, som har taget en allerede etableret alkoholkultur med ind i en graviditet. Dette må man ikke desto mindre undersøge grundigt og forholde sig til. Ikke mindst fordi alkohol såvel kvantitativt som kvalitativt er det mest skadelige rusmiddel for fostre. SFI konstaterer i øvrigt, at gravide alkoholbrugere er underrepræsenterede i den tilgængelige forskning. Kan det forholde sig sådan, at man blot finder det langt lettere at udsætte gravide stofbrugere for det enorme indgreb i den personlige frihed som tvang nu engang er, fordi stofbrugerne i forvejen er fordømte, stigmatiserede og/eller udstødte, mens gravide alkoholbrugere i langt højere grad ”ligner os andre”?
For så vidt angår de gravide stofbrugere, som vi i Gadejuristen gennem årene har haft tæt kontakt med, er det først og fremmest vores erfaring, at de er endda meget interesserede i kvalificeret, intensiv behandling og støtte. Til gengæld har ingen til dato hverken efterlyst eller ønsket tvangsforanstaltninger. Det er samtidig vores erfaring, at hjælpeapparatet her desværre har et imageproblem, som man først og fremmest må få rettet op på. Dette kan synes bekræftet i en rapport fra Embedslægerne for København fra 2004, hvor man finder, at mødrene til næsten halvdelen af børn født i Danmark med abstinenssymptomer ikke er kendte i behandlingssystemet. Det er skræmmende tal. Senest meddelte en gravid kvinde, at hun hellere ville emigrere til Filippinerne frem for igen at skulle have kontakt med det aktuelle behandlingstilbud. At skærpe den repressive tilgang overfor gravide med rusmiddelproblemer ved indførelse af en skærpet tvangsmodel, vil selvsagt ikke afhjælpe et så alvorligt imageproblem. Tværtimod.
Det er et faktum, at det i dag kan være vanskeligt (også) for gravide stofbrugere at opnå bevilling af intensiv behandling i døgnregi, om de så nok så indtrængende ansøger herom. Gadejuristen har dertil rapporter fra Norge der tyder på, at stofbrugere for at komme i betragtning til de intensive døgnbehandlingstilbud føler sig nødsaget til at gå via tvangsbestemmelserne, fordi de, som i Danmark, afvises i det almindelige, frivillige behandlingssystem. En åbenlys grotesk situation, som ikke må etablere sig i Danmark, hvor vi allerede har set at indgåelse af den tvangskontrakt, som i dag er en mulighed jfr. lovgivningen, var en forudsætning for at blive bevilget et ønsket døgnbehandlingstilbud (!)
På denne samlede baggrund anbefaler Gadejuristen:
At gravide rusmiddelbrugere først og fremmest sikres et egentligt retskrav på anerkendende, kvalificerede og tilstrækkeligt intensive behandlingstilbud samt øvrige hjælpeforanstaltninger, der kan iværksættes straks efter første henvendelse. Udgangspunktet skal og må være, at den gravide på alle relevante måder hjælpes til at kunne varetage det kommende forældreskab. Om der herefter overhovedet er en restgruppe, hvor tvangsforanstaltninger kan opleves nødvendige fremstår tvivlsomt og formodentlig vil den være forsvindende lille. Og indførelse af en skærpet tvangsmodel for gravide må aldrig blive en forudsætning for at gravide med rusmiddelproblemer tilbydes kvalificerede behandlingstilbud – det skal vi naturligvis kunne tilbyde også uden tvangsbehandling. Der er desværre lang vej.
En af de mangeårige fortalere for anvendelse af tvang overfor gravide, overlæge May Olofsson, Familieambulatoriet, Hvidovre Hospital, citeres i dag i MetroXpress for, at mødrene ”ikke profiterer af en frivillig indlæggelse”. Hertil er der kun at sige, at gravide med rusmiddelproblemer simpelthen ikke skal indlægges på hospitalerne under graviditeten, hvor der ifølge oplysninger fra patienterne selv stort set ikke foregår andet end urinprøvekontrol, ligesom det beskrives, at kvinderne tidligt konfronteres med, at deres nyfødte kan blive eller endda sandsynligvis vil blive fjernet fra dem straks efter fødslen. Kvinderne skal derimod sikres retskrav på en bred, helhedsorienteret, kvalificeret og anerkendende (familie-)terapeutisk behandlingsindsats, hvor de forberedes bedst muligt til varetagelse af det kommende forældreskab, suppleret med øvrige nødvendige sociale hjælpeforanstaltninger ift. bolig, økonomi og gæld, beskæftigelse mv. May Olofssons generelle og mildt sagt ikke videre opløftende syn på patientgruppen fremgår i øvrigt af denne artikel: Odds imod sig. At nogle med stoferfaring ulykkeligvis ikke umiddelbart magter forældreopgaven står klart, men at det skulle gælde alle, eller blot tilnærmelsesvis alle, er en helt urimelig påstand. Man skulle her måske overveje, hvilken betydning mødet med det menneskesyn, som også kommer til udtryk i denne artikel, har? Man kunne passende overveje, om relationsarbejdet, det tillidsskabende arbejde i forhold til de gravide kunne have et vist udviklingspotentiale? Spørgsmålet kunne også være, om man faktisk anser den gravide som patient, eller om man reelt alene tillægger hendes foster patientstatus? Meget kan med sikkerhed vindes ved i langt højere grad at formå at møde den gravide og hendes foster som den helhed der uomtvisteligt er tale om. Faktum er, at vore gravide stofbrugere i dag stresses ekstremt, og er ekstremt stressede, under graviditeten, at de savner og efterlyser en klar og tydelig faglighed i indsatsen for dem og at de i særdeleshed savner at blive set som bærere af rettigheder.
Gadejuristen vil opfordre til, at ministrene vil sikre et langt bredere perspektiv for den kommende arbejdsgruppe. Praksis rundt omkring i landet er efter vore erfaringer væsensforskellig og tager ikke alle steder afsæt i den tilgængelige viden internationalt om ”best practice”. Praksis har stærkt brug for solide, velfunderede nationale retningslinjer.
Vi vil også opfordre ministrene til at sørge for inddragelse af såvel brugere, fagmiljøer og forskere fra Center for Rusmiddelforskning i det kommende arbejde. På dette punkt kan vi lære ganske meget af eksempelvis Norge, hvor Helsedirektoratet (svarende til Sundhedsstyrelsen) tilbage i 2007 fik i opdrag af Helse- og Omsorgsdepartementet (ressortministeriet) at udarbejde retningslinjer for behandlingen af gravide stofbrugere / i substitutionsbehandling. Arbejdsgruppen, som også sikrede sig brugerinddragelse i arbejdet, har produceret et overordentligt interessant dokument (uploadet her på siden) bestående af retningslinjer og anbefalinger som implementeret i Danmark ville indebære en påtrængende nødvendig kvalitetsudvikling af indsatsen for gravide stofbrugere.