Sundhedsstyrelsen – en leder-elefant?

Mandag, 25 feb 2013

“If you are neutral in situations of injustice, you have chosen the side of the oppressor. If an elephant has its foot on the tail of the mouse and you say that you are neutral, the mouse will not appreciate your neutrality.”
Desmond Tutu
 
For han-elefanter skulle det efter sigende være sådan, at de ofte lever stort set alene eller evt. i mindre grupper bestående af andre, typisk yngre, hanner, der om end alle fra tid til anden er afhængige af resten af flokken, og i knaphedstider ikke mindst af leder-elefantens typisk gode erindring og erfaring, altså i tider, hvor der er knaphed på livsnødvendige ressourcer som føde og vand.
 
Lægerne i dansk substitutionsbehandling kunne vist i en del tilfælde udmærket være illustreret ved sådanne enegængere af selvkørende ’han-elefanter’, om end af og til optrædende i mindre grupper bestående dog stadig af overvejende, knap så erfarne ’han-elefanter’, dvs. af læger der i for mange tilfælde heller ikke er videre erfarne udi i hvert fald substitutionsbehandling.
 
Sundhedsstyrelsen må i dette billede så være den store leder-elefant, som ikke mindst i knaphedstider - forstået som tider, der er plaget af enten mangel på lægefaglige eller økonomiske ressourcer, evt. begge dele - må træde til, træde i karakter og sørge for at være særlig rundhåndet og gavmild i uddelingen af al sin viden og erfaring. Hvis Sundhedsstyrelsen ikke gør dette, når det er nødvendigt, træder man alligevel, dog ikke hverken ’til’ eller i ’karakter’, men forkert med højrisiko for, at ’musen’ knuses under elefantens massive tyngde.
 
Der er særligt visse steder i landet mange og store problemer i den for de opioidafhængige, og for deres pårørende og ikke mindst for deres børn, så væsentlige substitutionsbehandling. Dygtige og engagerede læger står måske ikke ligefrem i kø for at komme til at tjene stofbrugerne. Derfor kan man være henvist til eksempelvis en for længst pensioneret praktiserende læge, der et par timer om ugen har påtaget sig - sikkert også af et på sin vis godt hjerte - at være læge på det kommunale stofbehandlingscenter på konsulentbasis. Adskillige steder agerer – regerer – disse læger helt alene, og er dermed den eneste læge, som stofbrugerne, de opioidafhængige patienter, kan henvende sig til. For kommunerne, eller rettere disse enkeltstående kommunalt ansatte lægekonsulenter, besiddende fornøden substitutionsmedicinsk kompetence eller ej, er nemlig tildelt monopol på denne stærkt overlevelsesfremmende og smitteforebyggende medicinske ydelse. Kan man som patient ikke komme overens med en sådan monopol-læge, hvad enten det gælder dosis, præparatvalg, kontrolforanstaltninger og udleveringshyppighed, eller hvis man, i værste fald, ligefrem bliver mødt af den ellers for længst afskaffede sanktion, at lægen, typisk i disciplinerende øjemed, iværksætter en ’administrativ afgiftning’, dvs. ufrivillig udtrapning fra eksempelvis metadonordination, er man meget ilde stedt. Man kan selvsagt klage, til Patientombuddet, men det tager pt. flere år at få sin sag behandlet der. Om man klager eller ej, vil man være henvist til at flytte til en anden kommune, som forudsætning for at kunne modtage den substitutionsbehandling, man har brug for. Hvis man ellers kan rejse de hertil fornødne midler, hvilket man kun sjældent vil være i stand til. Specifikt fsva. "administrativ afgiftning" skal her nævnes, at der er tale om en foranstaltning, der har dokumenteret markant øget dødelighed til følge og der var dermed en rigtig god grund til, at denne foranstaltning udgik sammen med ”metadoncirkulæret” af 1995.
 
På den anden side sidder Sundhedsstyrelsen, som - måske endda rimeligvis - forventer, at disse læger faktisk er bekendt med gældende vejledning (2008) og at de faktisk følger den. Det gør de bestemt ikke alle sammen. Det ved vi fra vores praksis gennem mange år. Og det har vi også med jævne mellemrum forsøgt at gøre Sundhedsstyrelsen opmærksom på. Ved telefoniske henvendelser, ved skrivelser mv.
 
Uanset har Sundhedsstyrelsen i begyndelsen af februar måned udsendt en skrivelse til alle landets kommuner med krav til den substitutionsmedicinske behandling, som hverken er mulige eller for den sags skyld rationelle at skulle leve op til. Og som kan få enorme skadevirkninger; skadevirkninger, som ulykkeligvis allerede er indtrådt, hvilket afspejler sig i Gadejuristens aktuelle sagsarbejde.
 
Det skal understreges, at vi ikke har grund til at forudsætte, at Sundhedsstyrelsen skulle have haft dette til hensigt. Man har givet, som også allerede nævnt, forudsat, at lægerne på feltet er dygtige og oplyste, og at de iagttager patientrettighederne samt følger gældende retningslinjer. Men vi ved noget andet i Gadejuristen. Vi ved, at der særligt visse steder i landet befinder sig læger, der ikke omgår det substitutionsbehandlingsmonopol, der er dem tildelt med den ydmyghed der ville klæde enhver hjælper for udsatte, indbefattet naturligvis lægerne. En ydmyghed der ellers nødvendigvis må knyttes til et tildelt monopol på lægelige ydelser til denne yderst udsatte gruppe patienter, som i henhold til aktuelt gældende lovgivning ikke har nogen som helst andre muligheder for at opnå fornøden og veldokumenteret livreddende og smittereducerende substitutionsmedicinsk behandling. Disse patienter må flytte - eller igen frekventere det illegale stofmarked med alt hvad dertil hører.
 
Ved denne kommuneskrivelse forsømte Sundhedsstyrelsen at fremtræde som den store, kloge og erfarne leder-elefant. I stedet fik man, på unødig klodset vis, stillet sig hårdt og brutalt lige oven på de i forvejen meget udsatte opioidafhængige patienter. Det er der allerede patienter, der er kommet i alvorlig klemme ved og vi har derfor rettet følgende to henvendelser (de filer der henvises til, kan findes til højre på denne side) til Sundhedsstyrelsen med appel om straks at rette op og udbedre skaderne. Hellere i går end i dag.
 
 
Fra:Nanna W. Gotfredsen
Sendt: 19. februar 2013 04:06
Til: [SUNDHEDSSTYRELSEN]
Emne: Nødråb til Sundhedsstyrelsen fra Gadejuristen, att. chef for tilsyn, Anne Mette Dons
Prioritet: Høj
 
Kære Anne Mette Dons, cc [DEPARTEMENTET I SUNDHEDSMINISTERIET]
 
Gadejuristen er netop blevet opmærksom på, at Sundhedsstyrelsen nyligt har udsendt en skrivelse til landets kommunale substitutionsbehandlingssteder vedrørende en forudsat hhv. aktuel procentvis fordeling af opioidafhængige i substitutionsbehandling med henholdsvis metadon og buprenorphin. Et tiltag fra styrelsens side, som er kommet til vores kendskab derved, at vi ganske nyligt og pludseligt begyndte at modtage henvendelser fra metadonbehandlede patienter, der under lægesamtaler har oplevet det sådan, at den kommunale læge så godt som har afkrævet dem, at de skulle skifte til buprenorphinbehandling. Dette først og fremmest med lægelig henvisning til, at "Sundhedsstyrelsen har stillet krav" om et sådant skift af præparat, og i flere tilfælde i øvrigt ledsaget af andre supplerende, usaglige og udokumenterede, begrundelser, som at man "jo også er en meget bedre forælder, hvis man er i behandling med buprenorphin, fremfor med metadon ", ligesom det (ligeledes i strid med det faktuelle, men som ikke desto mindre ofte hævdes fra lægelig og også øvrig behandlerside), er anført, at det "jo heller ikke er muligt at have et supplerende forbrug af heroin", når man er i buprenorphinbehandling. Dette anført også overfor metadonbehandlede opioidafhængige patienter, som slet ikke har et supplerende forbrug af heroin, men blot er stabiliserede ved metadonordination.
 
Efter nu også at have set selve skrivelsen mener vi desværre, at det er tæt på forståeligt, at nogle (mange?) læger har reageret således stærkt uhensigtsmæssigt på Sundhedsstyrelsens skrivelse, der vel nok let kan opfattes som en egentlig eller generel diktering i forhold til ordination af substitutionsmedicin - i det mindste i forhold til 50 pct. af patienterne. I særdeleshed finder vi det herfra upassende, uagtet ethvert mere eller mindre velbegrundet politisk eller lægeligt ønske i forhold til primær anvendelse af buprenorphin, at præparatvalg således knyttes til en fikseret procentandel, der tilmed i hvert fald for en umiddelbar betragtning fremstår vilkårligt fastsat. Præparatvalg må vel først og fremmest bero på, hvad den enkelte patient har behov for og ønsker på baggrund af fyldestgørende lægelig vejledning, jf. også patienters selvbestemmelsesret, kravet om informeret samtykke mv. Under alle omstændigheder må det beklageligvis konstateres, at skrivelsen ikke ulejliger sig med at minde om dette helt afgørende, at buprenorphin som førstevalgspræparat knytter sig til opioidafhængige "som ikke har været i behandling før", jf. gældende vejledning s. 44.
 
Samtidig må vi prøve at finde forståelse for, at Sundhedsstyrelsen formentlig, og i et eller andet omfang vel også rimeligvis, har forudsat, at lægerne rundt omkring i landet faktisk følger gældende vejledning fra 2008. Fra Gadejuristens praksis har vi imidlertid - desværre - en anden erfaring, dette for så vidt angår også andre områder end spørgsmålet om præparatvalg, herunder særligt visse lægers anvendelse af de ellers for længst afskaffede "administrative afgiftninger", dvs. ufrivillige, uønskede udtrapninger af substitutionsmedicin typisk iværksat som regulær sanktion af en adfærd, der ellers efter dansk ret kun kan sanktioneres med hjemmel i straffeloven eller ordensbekendtgørelsen, men hvor substitutionsbehandlede til stadighed pålægges også en medicinsk straf, dertil konsekvent afvisning af at abstinensbehandle (ved såkaldt erstatningsdosis) opioidafhængige patienter, der af et væld af årsager kan have mistet hjemgivet substitutionsmedicin, samt visse lægers konsekvente håndhævelse af en "max-dosis på 120 mg metadon", uanset at den enkelte kan have behov for en højere dosis, jf. også notat fra Institut for Rationel Farmakoterapi, senest opdateret 11. februar 2011 (http://www.irf.dk/dk/laegemiddelspoergsmaal/metadon_dosis_ved_vedligeholdelsesbehandling_af_opioidafhaengige.htm) og uanset at også Sundhedsstyrelsen meddeler, at nogle har eller vil få behov for større doser (se hertil vedhæftede).
 
Uanset hvordan en sådan skrivelse fra Sundhedsstyrelsen kunne være udformet uden at have skadevirkninger til følge, og uanset i hvor høj grad Sundhedsstyrelsen bør kunne forvente, at lægerne faktisk følger gældende vejledning og i øvrigt er fagligt velfunderede, finder vi det stærkt beklageligt at måtte konstatere, at vi nu har disse konkrete sager på vores bord. Sager, der altså tangerer tvangsmæssig ordination af buprenorphin af metadonbehandlede, begrundet ved henvisning til Sundhedsstyrelsens nyligt fremsatte krav herom.
 
Man må forstå, hvor stort et kaos en sådan tilgang straks vil foranledige for den opioidafhængige patient, som er tilfreds med sin metadonbehandling og ikke har ønske om at skifte til buprenorphin, og som måske ligefrem frygter et sådant skifte som følge af egne erfaringer med brug af buprenorphin og herved oplevet lavt funktionsniveau, kronisk hovedpine, ringe søvn, vedvarende kvalme etc.
 
Vi må gøre opmærksom på, at vi også tidligere har henvendt os til Sundhedsstyrelsen vedrørende nogle af de her skitserede alvorlige problemstillinger i den kommunale substitutionsbehandling (se hertil vedhæftede henvendelser til og svar fra Sundhedsstyrelsen), bl.a. ved den først vedhæftede fil angående visse lægers stærkt uhensigtsmæssige håndtering af den vejledningshjemlede prioritering af ordination af buprenorphin. En henvendelse der tog sit tragiske afsæt i mødet med en yngre kvinde, og hendes formentlig helt unødige død. Hun brugte ca. 120 mg metadon dagligt, som hun erhvervede på det illegale marked. Sådan selvmedicinering er selvsagt en dyr fornøjelse over tid, og førte da også til, at hun stod til at miste sin bolig som følge af huslejerestance, hvorfor hun endelig søgte substitutionsbehandling og her anmodede om at blive ordineret metadon, men lægen ville alene ordinere buprenorphin til hende, hun måtte tilmed selv sørge for at nedtrappe til en metadondosis, hvor hun overhovedet ville kunne indtage buprenorphin. Hun blev dermed ikke indskrevet. Da vi møder hende på gadeplan en sen aften, fortæller hun, at hun herefter havde mistet sin bolig, og nu var taget til København for bl.a. at få tag over hovedet på en natcafé. Hun var tydeligt abstinent, nedslidt og udmattet. Hun ønskede vores hjælp til hurtigt at komme i metadonbehandling. Hun havde opgivet at lykkes hermed på egen hånd. En så sen aften kunne vi imidlertid ikke gøre andet end at aftale med hende, at hun måtte komme forbi vores kontor straks næste morgen, hvor vi ville gøre alt, vi kunne for at hjælpe hende. Hun kom ikke, og få dage senere blev vi fortalt af en af hendes nærmeste, at hun var afgået ved døden.
 
Der var dermed, som vi har såvel erfaret som videreformidlet det, alvorlige problemer i praksis på dette område allerede forud for denne Sundhedsstyrelsens nylige skrivelse. Problemer, der på ingen måde kan ventes afhjulpet af Sundhedsstyrelsens skrivelse, men alene forværret. På denne alvorlige baggrund skal vi tillade os at opfordre Sundhedsstyrelsen til snarest at udsende en præcisering, som bør være udformet på en måde der er egnet til at modvirke de her skitserede alvorlige risici forbundet med prioritering af et bestemt førstevalgspræparat samt, ikke mindst, den praktiske håndtering heraf.
 
Det aktuelle engagement i reduktion af den alt for høje danske stofbrugerdødelighed er overordentligt prisværdigt. Dette har vi fra Gadejuristens side ønsket og henstillet til i årevis. Og intentionerne bag buprenorphin som førstevalgspræparat er utvivlsomt de bedste. Dog vidner virkeligheden, indbefattet også fx de finske erfaringer i forhold til en "buprenorphin-begejstring", der er større end berettiget, om en langt større kompleksitet, der nødvendigvis må tages højde for i alle led og hjørner. Helt uacceptabelt er det, når i forvejen yderst udsatte stofbrugere må betale en endog meget høj pris for, at man ikke lykkes med at tage højde for denne kompleksitet. Væsentligst er det selvsagt, at Sundhedsstyrelsen lader indsigt i og forståelse for denne kompleksitet afspejle i ethvert tiltag, herunder i enhver udgående skrivelse. I den sammenhæng skal vi tillade os at anbefale Sundhedsstyrelsen at nedsætte et brugerforum, dette som forudsætning for løbende at kunne indhente og integrere indiskutabelt nødvendig faktisk viden om en praktisk, yderst kompleks virkelighed. For så længe retningslinjer, forventninger og krav fastlægges for langt fra den virkelighed disse skal virke i, vil man risikere, som i dette tilfælde, at fremme det stik modsatte af hensigten.
 
Vi skal hermed anmode om aktindsigt i henhold til offentlighedslovens bestemmelser i hele denne sag vedrørende buprenorphin, herunder i skrivelserne til de kommunale behandlingssteder, eventuelle svar eller bemærkninger fra disse, ethvert sagen tilhørende dokument, notat mv., særligt vedrørende grundlaget for fastsættelsen af en procentangivelse på 50 for andel buprenorphinbehandlede. Herved forventer vi bl.a. at opnå grundig indsigt i, hvorledes man er nået frem til denne specifikke andel (som åbenbart var forventet nået blot halvandet år efter gældende vejlednings ikraftræden, nemlig i 2009, men som dog nu først forudsættes nået i 2014), selv om buprenorphin blot er førstevalgspræparat i forhold til den gruppe af opioidafhængige, som ikke tidligere har været i substitutionsbehandling. Målgruppen for buprenorphinordination må ydermere formodes reduceret ift. de stofbrugere, som allerede er faste brugere af illegalt erhvervet metadon, når de søger metadonbehandling, uanset at de søger behandling første gang. Eftersom en større andel af de indskrevne i substitutionsbehandling er i metadonbehandling, og mange af dem har været dette over år, kunne det vel formodes at ville tage en del længere tid, før så mange som halvdelen vil være i buprenorphinbehandling. Vi vil se frem til via sagens akter at få indsigt i Sundhedsstyrelsen bagvedliggende beregninger i relation til de angivne 50 pct. og håber at modtage akterne snart.
 
Med venlig hilsen
Gadejuristen
Nanna W. Gotfresen
 
Fra: Nanna W. Gotfredsen
Sendt: 22. februar 2013 08:10
Til: [SUNDHEDSSTYRELSEN]
 
Kære Christine Norup - og Anne Mette Dons, cc [DEPARTEMENTET I SUNDHEDSMINISTERIET]
 
Tak for kvittering. Jeg skal dog lige sikre opmærksom overfor, at jeg har anmodet om fuldstændig aktindsigt i denne sag, og ikke alene om aktindsigt i grundlaget for fastsættelsen af en procentangivelse på 50 for andel buprenorphinbehandlede. Jeg har eksempelvis også anført, at jeg ønsker aktindsigt i skrivelser til kommunerne vedrørende dette spørgsmål, samt i kommunernes eventuelle svar eller forespørgsler til Sundhedsstyrelsen i den anledning.
 
Jeg skal dertil præcisere, at jeg forventer ved modtagelsen af akterne også at blive en del klogere på grundlaget for Sundhedsstyrelsens vurdering af, at den erklærede målsætning om, at 50 pct. af alle stofbrugere skal kunne være i buprenorphinbehandling inden udgangen af 2013, herunder om den overhovedet er realistisk og rationel. Tilgangen af nye heroinbrugere til behandlingssystemet er jo, lykkeligvis, ret beskeden og selv blandt de nye, forventer vel heller ikke Sundhedsstyrelsen, at alle kan/vil/ønsker at give deres informerede samtykke til indledning af buprenorphinbehandling. Eller? Der kan jo være mange grunde til, at den enkelte opioidafhængige patient foretrækker metadonordination. Og spørgsmålet, som jeg forventer, at Sundhedsstyrelsen også har forholdt sig kvalificeret til, er da også, om denne prioritering af buprenorphin overhovedet er rationel? Mig bekendt er dødeligheden for opioidafhængige i buprenorphinbehandling samlet set faktisk ikke mindre end for patienter i metadonbehandling. Dette fordi så forholdsvis mange i buprenorphinbehandling simpelthen dropper ud af behandlingssystemet (uanset at de fortsat har brug for substitutionsbehandling, fordi de fortsat er opioidafhængige, men nu typisk bruger illegalt erhvervet heroin i stedet), mens retentionen i metadonbehandling er bedre. Konteksten, præmisserne og hvad der kommer ud af det ene eller det andet, må jo medregnes, når man opgør den slags. Spørgsmålet kunne i bund og grund være, sat på spidsen, om Reckitt Benckiser, det medicinalfirma der tjener stort på en øget andel buprenorphinbehandlede og som gennem år har ført en ekstremt aggressiv markedsføringskampagne, endda gennem anvendelse af stråmænd via kommunkiationsfirmaer ift. det politiske niveau, ikke er stort set den eneste aktør, der faktisk er glad for og tilfreds med denne indbyrdes prioritering af de to præparater?
 
Det er mig også magtpåliggende straks at lade Sundhedsstyrelsen vide, at der i dag kun er endnu mere grund til at være alvorligt bange for, at Sundhedsstyrelsens skrivelse til kommunerne, med truslen om at kræve redegørelse, hvis ikke kommunerne ved udgangen af i år, kan fremvise statistik, som Sundhedsstyrelsen finder tilfredsstillende, allerede, som jeg også nævnte i min første henvendelse, har forrettet skade og risikoen for, at tiden der kommer vil bringe endnu mere skade, må vurderes overhængende. I går blev jeg kontaktet telefonisk af en af de opioidafhængig patienter, der allerede har henvendt sig med spørgsmål om, hvordan han dog kan beholde sin metadonordination, selv om lægen vil tvinge ham til at skifte til Suboxone, fordi "Sundhedsstyrelsen kræver det". Han var nu dybt bekymret for en kvinde, som han befandt sig sammen med, som netop var blevet tvunget til at skifte fra mangeårig metadonbehandling til buprenorphin, hun havde så voldsomme abstinenssymtomer, at tænderne klaprede så meget, at hun ikke selv var i stand til at tale med mig. Jeg blev forklaret, at han var alvorligt bange for, at den stærkt abstinensplagede kvinde ville gå i krampe. Hvis lægen heller ikke ift. anbefalingerne vedrørende skift fra metadon til buprenorphin har fulgt vejledningen fra 2008, men har gennemført skiftet, mens kvinden stadig var på en for høj metadondosis, kan dette i værste fald, hvilket formodes Sundhedsstyrelsen bekendt, fremkalde hjertestop. Jeg kunne ikke gøre andet end at sige til dem, at de straks måtte ringe 112 eller tage på skadestuen og forklare, hvor alvorligt dette kunne udvikle sig. Jeg har desværre ikke endnu modtaget yderligere oplysninger.
 
Hvis lægen heller ikke på dette punkt har fulgt vejledningen fra 2008, ligger det desværre kun i tråd med erfaringerne fra vores daglige arbejde; særligt de læger, eksempelvis pensionerede praktiserende læger uden særlig indsigt i substitutionsbehandling, som blot er tilknyttet de kommunale stofbehandlingscentre som konsulenter et par timer om ugen, fremstår simpelthen ikke altid som om de overhovedet ved, hvad de har med at gøre. Og typisk er de i de mindre og små kommuner "enevældige", de har dermed ingen fagkolleger at sparre med. Når man som gadejurist taler med dem, på vegne af en misbehandlet opioidafhængig patient, for at prøve at fremme mindelige løsninger, fremfor at skulle være henvist til at gå klagevejen, vidner det de siger bestemt ikke altid om, at de overhovedet har læst vejledningen. I nogle tilfælde bliver deres afslørede afgrundsdybe uvidenhed ligefrem pinlig.
 
Dette så lave faglige niveau for substitutionsmedicinsk behandling i Danmark, særligt visse steder i landet, har vi flere gange forsøgt at gøre Sundhedsstyrelsen opmærksom på. Dette ved telefoniske henvendelser til såvel styrelsen som til nogle af embedslægerne, ved diverse skrivelser, og eksempelvis også, da vi inviterede Sundhedsstyrelsen til at deltage i et seminar i november 2011 om vores på daværende tidspunkt netop publicerede dokumentationsrapport, hvor dette område også behandles i ettsundhedsretlige kapitel. I deltog desværre ikke i dette seminar. Og vi kan desværre heller ikke se, at vores kedelige erfaringer og store bekymring på anden måde har alarmeret styrelsen eller ført til at styrelsen har taget i skridt til sikring af højnelse af kvaliteten af selve det, der foregår mellem patient og læge. Vi kan dog håbe, at vi blot ikke er bekendt med sådanne skridt.
 
Jeg skal tillade mig endnu en gang, ikke mindst også som følge af gårsdagens erfaring med, hvad der var overgået nævnte kvinde i den jyske kommune, henstille til, at Sundhedsstyrelsen straks vil tage inititativ til at sørge for at råde bod på de forrettede skader, således at det sikres bedst muligt, at ikke flere patienter vil blive udsat for tilsvarende.
 
Sagens alvor taget i betragtning, skal jeg også tillade mig at anmode om at blive orienteret, straks Sundhedsstyrelsen beslutter sig for at tage dette skridt. Hvis dette ikke sker, og sker det ikke meget snart, må jeg desværre se mig henvist til at gå til det politiske niveau i stedet som forudsætning for at kunne løfte denne alvorlige sag.
 
Vi stiller os meget gerne til rådighed i forbindelse med Sundhedsstyrelsens udarbejdelse af den, som vi ser det, praktisk indiskutabelt nødvendige skrivelse til kommunerne. Måske kunne vi bidrage til, at Sundhedsstyrelsen "rammer plet" i første omgang? I hvert fald kunne det være sådan, at vi via vores specialiserede retshjælpsarbejde med erfaring fra et efterhånden meget stort antal konkrete patientforløb, herunder indsigt i disse patienters journaler, har en konkret viden, som Sundhedsstyrelsen formodentlig og af gode grunde ikke ligger inde med. Sundhedsstyrelsen skal være mere end velkommen til at trække på denne viden. Til gavn for de opioidafhængige patienter. I deres tjeneste.
 
Med venlig hilsen
Gadejuristen
Nanna W. Gotfredsen
 
Opdatering, 26. februar 2013:
I dag er svar på spm. 315, stillet af MF Hans Andersen (V) vedrørende kommunernes administration og iagttagelse af substitutionsvejledningen (2008) samt fordelingen af anvendelsen af hhv. metadon og buprenorphin, fra ministeren for sundhed og forebyggelse tilgængeligt på Folketingets hjemmeside. Man kunne have håbet, at ministersvaret ville have besvaret samtlige spørgsmål og problemstillinger rejst i vores henvendelser til Sundhedsstyrelsen, jf. ovenfor, hvilket det imidlertid ikke gør. Vi må nu afvente Sundhedsstyrelsens svar. Læs det stillede spørgsmål samt svaret fra ministeren her eller hent svaret direkte her på siden til højre under "Bilag".

International narkotikakommission i Danmark

UNGASS 2016: Forberedelserne til det store FN-topmøde i 2016 om narkotika førte i denne uge til fint besøg i Danmark.
 

Skybrudssagen vundet i dag

I dag har gadens folk vundet en vigtig og principiel sag over Københavns Politi.
 

Donation fra Smukfonden til Gadejuristen

Det er med stor glæde, at vi netop har modtaget en flot donation fra Smukfonden.

160113 Smukfonden logo Tak for donation på 20000.jpg
l,mn

Ønsker du at involvere dig i frivilligt arbejde, donere tid eller støtte, har du spørgsmåll til os, eller kunne vi eventuelt bidrage med noget information, så tag endelig kontakt til os

Besøgs- og postadresse:
Værnedamsvej 7A, 1. 1819 Frederiksberg C. (med Vesterbro på det modsatte fortov)

Tlf. +45 33 31 00 75 
Fax +45 33 31 00 78
kontakt(at)gadejuristen.dk
CVR: 25048482

Hovedadresse:
Gadejuristen Gasværksvej 6A, 1. 1656 København V.

Bestyrelsens sammensætning:

Jørgen Kjær, København
Kristian Andenæs, Oslo
Liese Recke, København/Vestfold
Peter Ege, Charlottenlund
Anja Bloch, København
Marianne Schouw, København
Jesper Vad Kristensen, Aarhus

Gadejuristen, stiftet i 1999, er en privat organisation, der yder udgående retshjælp og andre ydelser til og for udsatte mennesker.

Gadejuristens vedtægter i PDF-format

Ophavsretten tilhører Gadejuristen.
Powered by Drupal by Nullsmith.dk | Layout by Den Anden Natur