Nedenstående er trykt i "Dagens Medicin" d. 9. maj 2014, se her, hvor der også kan postes kommentarer.
Nedenstående er trykt i "Dagens Medicin" d. 9. maj 2014, se her, hvor der også kan postes kommentarer.
Gadejuristen er sat i verden for at hjælpe samfundets svageste, når de bliver klemt af systemet – herunder af sundhedssystemet. Konflikter med læger er dog sjældne.
Svært udsatte stofafhængige er måske ikke verdens nemmeste patientgruppe. De er ressourcesvage, mange lever under brutale forhold og for flertallet er stofferne ikke deres primære problem. Samtidig er de ligeså forskellige som alle andre mennesker og har krav på samme gode, individuelle behandling, som enhver anden i venteværelset.
I Gadejuristen oplever vi normalt landets læger som dygtige og omsorgsfulde i mødet med deres socialt udsatte patienter. Vi har gennemgående et uproblematisk forhold til både praktiserende læger og sygehuslæger mv. på tværs af landet. Og i vores egen bestyrelse har vi stor gavn af engagementet og erfaringerne fra forhenværende socialoverlæge i Københavns Kommune, Peter Ege.
Derfor er vi også kede af den måde, Gadejuristens arbejde er blevet udstillet på i Dagens Medicin, anført af Børge Dandanell Thomsen. Netop afsenderen på kritikken gør tilmed kritikken nærmest absurd, eftersom han, ifølge Sundhedsstyrelsen selv, har praktiseret i strid med de retningslinjer, han beskylder os for at ville have ham til at gå imod. At han samtidig refererer skamløst selektivt fra vejledningen bør kun give anledning til yderligere alvorlig bekymring.
Det bærende i hans udfald er, at vi som jurister skulle underløbe hans ordinationsret. Men faktum er, at vi hverken kan, eller vil, udskrive medicin.
Som det også fremgår af Sundhedsministeriets egen ”Klagevejledning for stofmisbrugere i behandling” har hans patienter dog ret til at klage, også over fx dosisændring og præparatvalg. Vi står dermed på et klart sundhedsretligt grundlag, når vi ”blander os”, som Dagens Medicin fremstiller det.
En sag for Sundhedsstyrelsen
I stedet for at rase mod Gadejuristen, burde Thomsen kigge indad. OgSundhedsstyrelsen burde hjælpe ham, hvilket vi også flere gange og nu igen har opfordret til.
Vi er blandt andet kritiske overfor, at han ifølge eget udsagn har over 700 patienter indskrevet i substitutionsbehandling. Andre kommunelæger har ifølge vores oplysninger mellem 50 og 150 sådanne patienter, hvoraf mange må formodes at være svært belastede, dette både somatisk og psykisk. Når disse andre læger oplever at have hænderne fulde, må det være yderst krævende, at sikre 700 patienter fra denne patientgruppe den individuelle og kontinuerligt tilpassede behandling, de har behov for.
Som nævnt ovenfor er Sundhedsstyrelsen flere gange gået imod Thomsens praksis over for patienter med stofafhængighed. Det gælder bl.a. hans dogmatiske ”max-dosis” på 120 mg. metadon pr. dag, selvom styrelsen påpeger at hver fjerde patient har eller får behov for højere dosis. Og især gælder det hans såkaldte ”udligningsordning,” hvor hans patienter får udleveret mindre substitutionsmedicin end ordineret.
Alligevel er der kun ét tilfælde, hvor Gadejuristen, på vegne af en patient, har klaget til Patientombuddet over Thomsen. Den sag ventes i øvrigt snart afsluttet. Almindeligvis er der dog fundet en løsning, når vi er trådt til. Men at patienter benytter sig af deres klagemulighed, må man tåle i et retssamfund, også som læge.
Som stofbrugerlæge har man vidtrækkende indflydelse på patientens levevilkår. Den medicinske behandling kan i den ene ende udgøre forskellen på liv og død, og i den anden være selve fundamentet for et stort set almindeligt liv med arbejde, familie – og ren straffeattest.
Enhver læge må abstinensbehandle, men i mange kommuner er der kun én læge, hos hvem man kan få kontinuerlig hjælp som stofafhængig. Efter årsskiftet indføres der frit valg i substitutionsbehandling. Indtil da må man flytte kommune for at skifte læge, hvilket de færreste i patientgruppen har ressourcer til.
I Gadejuristen har vi fået mange henvendelser fra patienter, eller pårørende, vedrørende kritisable forhold i Thomsens praksis. Men ofte svigter klagemodet, fordi patienterne frygter at gøre indsigelse, hvis denne kan sætte en rest af behandlingsalliance over styr, selvom de oplever fejl og dårlig behandling.
Heldigvis hører Thomsen til undtagelsen. Generelt oplever vi ikke konflikt, når vi på vegne af en patient, henvender os til deres læge. I en del tilfælde giver det anledning til en løbende dialog, hvor lægen også kontakter os, hvis en patient oplever problemer, hvor Gadejuristen kan hjælpe.
Normalt bliver vi kun involveret, når patienten oplever, at behandlingsalliancen er gået skævt og tilliden mellem patient og læge har lidt et brud.
Andre gange kan der dog være manglende tillid allerede inden borger og system mødes. I sidste nummer af Dagens Medicin påstår May Olofsson fra Hvidovre Hospitals Familielaboratorium, at vi fraråder klienter at opsøge hende. Dette er direkte i strid med sandheden.
Det er sådan, at der i stofbrugermiljøet gennem årtier har været udbredt mistillid til May Olofsson, hvilket betyder, at vi får klienter, der desperat ikke ønsker at være indskrevet på hendes laboratorium. I den forbindelse rådgiver vi som jurister om fx det frie sygehusvalg.
Vi gør, hvad klienten ønsker
Vores opgave er altid den samme. Vi rådgiver vores klienter om deres juridiske muligheder. Ønsker klienten at klage, så er det dét vi gør, men patientklagesager kan som bekendt tage flere år. Af samme grund kunne det aldrig falde os ind at true Thomsenmed en sag ved menneskerettighedsdomstolen, som han påstår i det sidste nummer af Dagens Medicin. Den slags tid har vores klienter ikke.
Fuldt på linje med vores klienter er vores udgangspunkt altid at holde dem i behandlingssystemet og sikre, at de får det maksimale ud af det. Fordi det forlænger og forbedrer deres liv.
Brister behandlingsalliancen fører det til supplerende selvmedicinering på det illegale stofmarked eller fuldt frafald og genoptagelse af et illegalt stofbrug, med de forfærdelige menneskelige og samfundsmæssige konsekvenser, som enhver læge kender til.
Derfor gør vi meget ud af at undersøge, hvad der er sket. Er patienten blevet hørt? Er der måske blot tale om en misforståelse? Når vi har fundet ind til sagens kerne, er det efterfølgende op til den tilseende læge om det giver anledning til en ændret vurdering.
Det er vel forståeligt,at man går i forsvarsposition, når en borger indhenter juridisk bistand. Men vi ønsker alle det samme, nemlig genoprettelse af behandlingsalliancen. Og selvom Gadejuristen konkret kan opleves som en modstander, må man erkende, at også her er stofafhængige fuldstændig ligesom alle andre. Man går først til en jurist, når man synes, man bliver forkertbehandlet. Når vi indtræder som modpart er der altså allerede en konflikt. En truet/bristet behandlingsalliance. Det fælles fokus må være at genoprette den.
Ulighed i sundhed
Gennem mere end 15 års arbejde blandt stofbrugere har vi i Gadejuristen set nærmest alle tænkelige direkte og indirekte skader: Sår, infektioner, amputationer og alt for mange, der har lidt en unødig tidlig død.
Samtidig ved vi fra rapporter fra fx Rådet for Socialt Udsatte og Sundhedsstyrelsen, at mange udsatte kunne have bedre og mere kontakt med sundhedssystemet og at alt for mange svært stofafhængige står helt uden kontakt til stofbehandlingssystemet.
Dette skal der laves om på. Af netop den grund er denne debat vigtig og Gadejuristen har tilbudt Dagens Medicin at være behjælpelig med at sikre, at patienter og pårørende, der har oplevet systemet fejle, selv bliver hørt. Det skal kunne forventes, at systemet altid møder denne patientgruppe med den faglige dygtighed og omsorg, som de har så desperat brug for.
De læger der kan og vil magte den opgave vil formentlig aldrig komme i kontakt med Gadejuristen, og det er ærgerligt, for vi er faktisk nogle ganske rare jurister, der repræsenterer rare, men ofte meget udfordrede, borgere.
Vi har ingen interesse i at underminere vores klienters tillid til sundhedssystemet. For det dør de af.
Gadejuristens fulde respons kan læses på her (29. april 2014)