Q & A - Gadejuristen

Vi får mange henvendelser med spørgsmål om særligt lovgivning og rettigheder fra sagsbehandlere og behandlere i både offentligt og privat regi rundt omkring i landet og har i en særdeles travl hverdag desværre ikke mulighed for at besvare dem alle. Blandt de spørgsmål vores frivillige når at svare på, vil vi udvælge nogle og – i anonymiseret form – løbende lægge dem op her. Man kan dog også forespørge, om vi mod aftalt konsulenthonorar har mulighed for at optage et juridisk spørgsmål under JUS, den Juridiske UdredningsService under Gadejuristen.

Må vi som offentlig myndighed egentlig kræve urinprøver i forbindelse med social stofbehandling, døgnbehandling eller under eksempelvis ophold (efterbehandling) i et såkaldt ”halvvejs-hus”?
Indledningsvis skal der her henvises til det helt grundlæggende forvaltningsretlige legalitetsprincip, hvorefter en myndigheds virksomhed skal være legitimeret (have hjemmel) i en lov eller anden anerkendt retskilde. Jo mere indgribende en foranstaltning er, jo større er kravene til hjemmel, jo mere sikker skal altså hjemmelen være. Og legalitetsprincippet kan – naturligvis – ikke fraviges heller ved brug af de med tiden (desværre) mere og mere populære ”kontrakter” også på det sociale område. Sådanne ulovhjemlede ”kontrakter” har ganske enkelt ikke juridisk gyldighed. Det følger dertil af et andet grundlæggende forvaltningsprincip, nemlig proportionalitetsprincippet, at en myndighed ved valget mellem flere mulige udformninger af en afgørelses indhold, er forpligtet til ikke at gå videre med hensyn til at påføre borgerne byrder, end formålet tilsiger. Krav om aflæggelse af urinprøver, fx som led i en art lejekontrakt ift. ophold i en boform som eksempelvis et kommunalt halvvejshus, er uden ret megen tvivl ganske indgribende.

Sociallovgivningen har ingen hjemmel til urinprøvekontrol. Og det kræves; svarende til fx den som Kriminalforsorgen for ikke så længe siden fik i straffuldbyrdelsesloven. Om brug af urinprøver som led i stofbehandlingen, se hertil Sundhedsstyrelsens vejledning nr. 42 af 01/07/2008 om den lægelige behandling af stofbrugere i substitutionsbehandling, fx s. 51 og 59, hvor det bl.a. fremgår, at urinprøver skal ordineres af læge og at resultaterne i øvrigt ikke kan medføre sanktion i form af eksempelvis udskrivelse af eller bortvisning fra behandlingen.

Se i øvrigt også dette svar fra sundhedsministeren/Sundhedsstyrelsen fra 2006, der ligeledes siger, at kun læger/lægens medhjælpere har kompetence til at iværksætte urinprøvekontrol. (Bemærk, at svaret henviser til den tidligere gældende regulering af substitutionsbehandling): Spørgsmål nr. S 6389 (stillet af medlem af Folketinget Pernille Vigsø Bagge (SF) til indenrigs- og sundhedsministeren d. 10. august 2006): "Vil ministeren redegøre for praksis, når det gælder beslutning om at foretage urinprøvekontrol som et led i behandlingen af stofbrugere, herunder om personkredsen, der kan ordinere urinprøvekontrol, kun omfatter læger, eller om pædagoger og andet socialt behandlingspersonale også har kompetence hertil?"

Svar fra indenrigs- og sundhedsministeren:
”Sundhedsstyrelsen har til brug for besvarelsen af spørgsmålet oplyst, at styrelsen ikke har noget overblik over, hvor udstrakt brugen af urinkontrol som led i behandling af stofmisbrugere er, men at styrelsen i forbindelse med indhentelse af et lægefagligt bidrag til styrelsens besvarelse har fået oplyst, at det i praksis – i hvert fald nogle steder – er sådan, at alle ansatte i behandlingsinstitutionerne kan ordinere urinprøvekontrol.
Det er imidlertid Sundhedsstyrelsens opfattelse, at urinprøvekontrol i forbindelse med substitutionsbehandling, herunder med henblik på diagnostisk udredning eller vurdering af om behandlingsmålet opnås, jf. Sundhedsstyrelsens cirkulære nr. 12 af den 13. januar 2003 om ordination af afhængighedsskabende lægemidler med tilhørende vejledning, er en del af den lægelige behandling og derfor skal ordineres af en læge, der i henhold til lægelovens § 5f har kompetence til at ordinere afhængighedsskabende lægemidler som led i behandling af personer for stofmisbrug, eller af en person, der fungerer som medhjælp for en sådan læge og som efter nærmere retningslinier ved delegation har fået tildelt kompetence til at iværksætte urinprøvekontrol. Jeg kan henholde mig hertil og supplerende oplyse, at spørgsmål om praksis vedrørende urinprøvekontrol som led i den sociale behandling for stofmisbrug henhører under socialministeren.”

Det skal her anføres, at det må antages, at den nye vejledning fra 2008 gør endeligt op med dette spørgsmål; urinprøver skal være ordineret af læge (eller af lægens medhjælp efter konkret instruks), og lægers indsats er som bekendt ikke reguleret i sociallovgivningen, men derimod i sundhedsloven og dertil hørende retskilder.

Fsva. eventuelle krav om urinprøvekontrol på private døgninstitutioner som udfører en opgave for en kommune, som efter lovgivningen er pålagt kommunerne at løfte, som fx stofbehandling efter servicelovens § 101, må det samme være gældende. At en kommune lader en privat døgninstitution levere stofbehandling til en borger, må ikke stille borgeren ringere retssikkerhedsmæssigt(Gadejuristen, december 2009).

Når stofbrugere under ophold på private døgninstitutioner skifter bopælskommune, hvilken af kommunerne – fraflytningskommunen eller tilflytningskommunen – skal så betale for det planlagte behandlingsforløb?
Spørgsmålet om hvilken kommune, der skal fortsætte med at finansiere et behandlingsforløb til en borger, efter at den pågældende er flyttet til en ny kommune, er reguleret i §§ 9 samt 9 a – c, i lovbekendtgørelse nr. 877 af 03/09/2008 om retssikkerhed og administration på det sociale område (retssikkerhedsloven), og i øvrigt i Ankestyrelsens principafgørelser.

I henhold til overnævnte retskilder er svaret (eller i hvert fald det kortere svar), at tilflytningskommunen, som bliver den nye opholdskommune, har finansieringsansvaret. Tilflytningskommunen bliver efter flytningen opholdskommune og det er opholdskommunen, der har pligt til at yde hjælp jfr. ovennævnte retssikkerhedslov.

Når der er uenighed mellem kommunerne om, hvilken kommune der skal yde hjælp til en borger, er det den kommune, borgeren har folkeregisteradresse i, som skal yde hjælpen. Det indebærer, at B Kommune efter borgerens tilflytning til kommunen skal betale behandlingsudgiften, der er bevilget af A Kommune, indtil B Kommune eventuelt selv træffer ny afgørelse om behandlingstilbud.

Kommuner kan dog – når der er særlige grunde til det – indbyrdes aftale, at fraflytningskommunen efter fraflytningen fortsat har forpligtelsen til at yde hjælp(Gadejuristen, december 2009).