Om Gadejuristen

Gadejuristen, stiftet i 1999, er en privat organisation, der yder udgående retshjælp og andre former for støtte til og for udsatte mennesker. Den primære målgruppe er personer med stoferfaring og/eller udsatte for stofstigma. En gruppe mennesker som også er massivt kriminaliserede. Dertil kommer hjemløse, gadesexsælgere og sindslidende.

Gadejuristen, stiftet i 1999, er en privat organisation, der yder udgående retshjælp og andre former for støtte til og for udsatte mennesker. Den primære målgruppe er personer med stoferfaring og/eller udsatte for stofstigma. En gruppe mennesker som også er massivt kriminaliserede. Dertil kommer hjemløse, gadesexsælgere og sindslidende. Hovedparten af brugerne af Gadejuristens ydelser er multiudfordrede og kan således tilhøre flere af hernævnte grupper.

Gadejuristen har en fagligt stærk bestyrelse, med blandt andre den norske professor i retssociologi Kristian Andenæs. Han har mere end 40 års erfaring med udgående retshjælp i Norge. Også den tidligere socialoverlæge, Peter Ege, er medlem af bestyrelsen. Organisationens aktiviteter spreder sig over en række projekter som generelt er indbyrdes sammenhængende og understøtter hinanden og som over alle årene i høj grad har baseret sig på frivillige kræfter. Gadejuristen har pt. 6 ansatte, som overvejende har juridisk baggrund og dertil socialfaglig. Dertil har vi knap 40 frivillige med forskellige faglige kompetencer, herunder juridiske, social- og sundhedsfaglige.

Vores hovedopgaver er det udgående arbejde på gadeplan samt den konkrete hjælp og støtte til stofbrugere og øvrige stærkt udsatte mennesker. I sammenhæng med denne indsats bestræber vi os også på at løfte de konkrete problemstillinger til principielt niveau for at understøtte og udvikle indsatsen for de udsatte. I denne sammenhæng trækker vi ofte på fagfolk og specialister. Gadejuristen er en uafhængig organisation med et bredt netværk og mange bidragsydere, som er med til at gøre vores arbejde muligt og dermed gøre en konkret forskel såvel for den enkelte på gadeplan som på det mere overordnede og strukturelle plan. Gadejuristens overordnede målsætning er fremme af et samfund, hvor også de mest udsatte stofbrugere, hjemløse, gadesexsælgere m.fl. integreres på egne vilkår. Et samfund, hvor reguleringen af rusmidler ikke er mere skadelig, end de stoffer, som reguleringen skulle beskytte imod, hvor reguleringen af rusmidler baseres på evidens, tolerance, sundhed og retssikkerhed og hvor øvrig regulering heller ikke, i sig selv, bidrager til udsathed og udstødelse.

Vores udgangspunkt er, at ethvert individ har ret til respekt for sin autonomi. Gadejuristen ser det som en væsentlig umiddelbar opgave at reducere skader. Herunder de skadevirkninger som stofbrugerne selv tynges af; overdoser, fejlfix, infektioner som følge af urent stof og uhygiejniske indtagelses-omstændigheder, smitterisiko, følgeskader af stigmatisering, udstødelse og frihedsstraf, af manglende kendskab til rettigheder og muligheder, samt af fraværet af klageressourcer. ”Skader” skal forstås bredt og omfatter således både stofrelaterede og kontrolrelaterede skader. Skadesreducerende tiltag må pr. definition karakteriseres som ’nødløsninger i en undtagelsestilstand’, hvorfor man heller ikke alene kan arbejde skadesreducerende; man må samtidig målrettet søge at eliminere årsagerne til skadernes opståen. Ligeledes har vi fokus på at reducere skaderne for øvrige udsatte, eksempelvis sikring af den personlige sikkerhed for gadesexsælgere samt forebyggelse af boligudsættelse af udsatte mennesker.

Gadejuristen tager sit pragmatiske udgangspunkt i en rå virkelighed og bestræber sig på at være nyttig for stofbrugere og gadesexsælgere m.fl. i den aktuelle ramme, samt at fremme de påtrængende nødvendige ændringer af rammen.