Portugal – efter nu 12 års afkriminalisering af stofbrugeres brug og besiddelse af stof til eget brug. En humanistisk, pragmatisk, effektiv og formentlig også ressourcebesparende narkotikapolitisk tilgang.
Portugal – efter nu 12 års afkriminalisering af stofbrugeres brug og besiddelse af stof til eget brug. En humanistisk, pragmatisk, effektiv og formentlig også ressourcebesparende narkotikapolitisk tilgang.
Mens portugiserne netop nu regner på, hvor store summer denne tilgang har sparet på straffeapparats-kontoen, kan visse andre konklusioner drages, herunder, at den frygt der var hos nogle portugisiske politikere for 12 år siden; nemlig, at den portugisiske model ville føre til en eksplosiv vækst i antallet af nye, unge stofbrugere samt frygten for en voldsom 'narkotika-turisme' fra landene omkring Portugal, er gjort til skamme.
Der kan dertil fremvises fremgang på en række væsentlige punkter, herunder en reduceret tilgang af nye, unge stofbrugere, ligesom antal stofbrugere i kontakt med behandlingssystemet er øget markant og antal nye hiv-tilfælde – som et mål på tilstanden hos de mest udsatte stofbrugere – er faldet markant og også antallet af narkotikarelaterede dødsfald er faldet. Den portugisiske model er ikke og kaldes heller ikke en 'mirakel-kur'. Den slags findes ikke i forhold til så komplekst et fænomen som dette. Men disse resultater forpligter uanset. Ikke mindst når det gælder at formå at lykkes med at reducere antallet af nye stofbrugere og at bedre tilstanden for de mest belastede, mest udsatte stofafhængige.
Når det nu er et F A K T U M, at I N G E N narkotikapolitik – uanset hvor meget der så investeres i kontrolindsatsen, mere politi, hårdere straffe mv. – kan udrydde hverken narkotika eller stofbrug og når det også er et F A K T U M, at afkriminalisering af stofbrugernes besiddelse af stof til eget brug i hvert fald ikke forværrer situationen, men til gengæld frembyder fremgang på en række væsentlige punkter, og dertil med stor sandsynlighed sparer en god del på straffeapparatskontoen, bør det så ikke være et skridt vi også i Danmark skal tage?
Hvad er egentlig den L E G I T I M E begrundelse for at straffe besiddelse af stof til eget brug, dvs. anvende vores allerhårdeste og mest indgribende reguleringsværktøj overfor netop stofbrugeres besiddelse af stof til eget brug? Der er jo tale om en forseelse i forhold til hvilken man allerhøjst risikerer at skade sig selv. Bør vi ikke – anno 2013 – endegyldigt reservere straffeapparatet til mennesker, der med ond vilje begår handlinger (eller undladelser) der skader A N D R E?
Det at anvende straffeapparatet til sanktionering af (risiko for) at påføre sig selv skade, forlod vi faktisk for flere hundrede år siden. Frem til godt midten af 1700-tallet, var det fx kriminaliseret at begå selvmord. Lykkedes man, kunne man vel nok tænkes at være lidt ligeglad med strafrisikoen, selv om udsigten til at blive nægtet begravelse i kristen jord sikkert dengang afskrækkede nogle fra at forsøge sig med at begå selvmord. Men lykkedes man ikke med sit selvmordsforsøg, var straffen hård. Nådesløs. Man mistede, eller blev frataget alt man havde og blev definitivt udstødt. Dog afstod man nu fra at straffe sådan (risiko for) selvskade. Fordi straf som middel til at forhindre mennesker i at skade sig selv blev fundet helt og aldeles meningsløs. Alligevel er det netop sådan, vi fortsat møder stofbrugere, når det gælder deres besiddelse af stof til eget brug. Er det legitimt? Det MÅ inddrages i vurderingen af legitimiteten, at diverse rusmiddelbrug – således også, endda i særklasse, når det gælder fx alkohol og tobak – bestemt rummer diverse risici i sig selv; men de aktuelt kriminaliserede stoffer er ikke mindst risikable at bruge som en direkte følge af kriminaliseringen. Dette er derfor vores ansvar. Fordi vi har vedtaget og årti efter årti opretholdt denne kriminalisering. Fordi vi derved har frasagt os ethvert ansvar for at regulere de aktuelt illegale stoffer, deres produktion og salg, og blot passivt ser til, mens en skruppelløs underverden gladelig og med enorm profit udfylder det tomrum, vi herved har overladt dem. Som følge heraf produceres stofferne under fuldstændig ukontrollerede forhold i en underverden, som fx ikke bruger varedeklarationer, hvorfor slutbrugeren aldrig kender hverken koncentrationen eller det faktiske indhold i de pt. illegale rusmidler. Der findes i dag stærkt skadelige tilsætningsstoffer, herunder Levamisol (et ormemiddel beregnet til behandling af dyr), i hovedparten af de konfiskerede, testede stoffer. Også herhjemme (se hertil "Narkotikasituationen i Danmark 2012", Sundhedsstyrelsen, p. 84-85). Også miltbrand er som bekendt nyligt forekommet på det danske illegale stofmarked og har krævet ofre.
Hvor længe kan vi udholde blot at forholde os passive og højest iværksætte tiltag, der koster enorme summer, har ditto enorme skadevirkninger og som altså – tydeligvis – ikke fungerer efter hensigten, når stofferne i dag er mere tilgængelige, i flere og mere skadelige varianter og til en billigere penge end nogensinde?
Husk på, at der overordnet set er to kategorier af stofbrugere: Dem, der blot har et rekreativt, ikke-skadeligt brug (ofte er der her tale om mennesker, som ikke bryder sig noget videre om alkohol) og så er der dem, der af et væld af årsager har forfærdelig ondt indeni for hvem denne stofbrug er en selvmedicinering, en funktionel tilpasningsstrategi til en håbløs position som 'udsat' i enhver forstand.
Er det legitimt at straffe dem? Og tror man virkelig, at det hjælper på noget som helst?
LINKS:
'This Is Working': Portugal, 12 Years after Decriminalizing Drugs (Spiegel Online International, 27. marts 2013)
“It is crucial for decriminalization that the Health System be ready to receive drug-users” (2012)
"Drug Policy in Portugal: The Benefits of Decriminalizing Drug Use", (Open Society Foundations, Global Drug Policy Program, 2011)
"Drug Decriminalization in Portugal: Lessons for Creating Fair and Successful Drug Policies" af Glenn Greenwald (CATO Institue, 2009)