Efter en, mildt sagt, faktuelt forkert kritik af Gadejuristen i Dagens Medicin skal vi først og fremmest understrege, at Gadejuristen, naturligvis, følger både gældende paragraffer, herunder patientrettighederne, og enhver anden retskilde, vejledning og retningslinje på feltet for stofbehandling.
Efter en, mildt sagt, faktuelt forkert kritik af Gadejuristen i Dagens Medicin skal vi først og fremmest understrege, at Gadejuristen, naturligvis, følger både gældende paragraffer, herunder patientrettighederne, og enhver anden retskilde, vejledning og retningslinje på feltet for stofbehandling.
I Dagens Medicin fremsætter Børge Dandanell Thomsen (BDT) en på én gang voldsom og dertil helt udokumenteret kritik af Gadejuristens arbejde ift. udsatte borgere, som vi rådgiver og bistår på et væld af sagsområder. Også i forhold til deres rettigheder som patienter i det danske sundhedssystem. Denne vejledning sker i fuld overensstemmelse med gældende ret og dermed også uden indblanding i lægefaglige vurderinger.
Det gælder også ift. Sundhedsstyrelsens vejledning fra 2008, som BDT fejlagtigt påstår, at Gadejuristen ønsker, at han skal gå imod. Det er ikke korrekt. Tværtimod må BDT kritiseres for at tilsidesætte afgørende dele af denne vejledning samt øvrige retningslinjer. At dette foregår i hans praksis fremgår imidlertid ikke af Dagens Medicin.
Eftersom vi, helt enkelt, ikke bliver involveret, når behandlingsalliancen er på plads, kan Gadejuristens relation til lægerne på området for behandling af stofafhængige bedst beskrives sådan, at ”gode læger ikke hører fra os”. Derudover kan vi konstatere, at vi generelt har et udmærket forhold til de læger, vi kommer i kontakt med, også selv om vi ind i mellem stiller os kritisk an ift. de sundhedsjuridiske aspekter. Denne opfattelse ser vi nu, at eksempelvis overlægerne Christian Hvidt og Thomas Fuglsang er enige i, jf. seneste udgave af Dagens Medicin, ligesom vi gennem årene jævnligt er blevet kontaktet af praktiserende læger og læger på sygehusene, når de står med svært udsatte patienter som har juridiske problemer, dette fx i sager om førtidspension eller behov for behandlingsophold efter endt indlæggelse, men hvor deres kommuner ikke fremstår videre behjælpelige eller måske ligefrem krænker disse patienters rettigheder. Hver gang er det os en fornøjelse at se disse lægers socialmedicinske tilgang til svært udfordrede mennesker og en ligeså stor fornøjelse at kunne bistå.
Fsva. de sundhedsjuridiske aspekter kunne man måske nøjes med at læse ph.d. (jur) Kent Kristensens udtalelser i artiklen ”Gadejuristen gør ikke noget forkert”, ligeledes fra senest udkomne nummer af Dagens Medicin, som kan læses her: http://www.dagensmedicin.dk/nyheder/gadejuristen-gor-ikke-noget-forkert/. Der er dog både mere at sige og lære. Ikke mindst hvis man vil sikre sig imod at komme til at begå samme alvorlige fejl som BDT. Mens der må henvises til vores hjemmeside (direkte link nedenfor) fsva. vores fulde svar på BDTs absurde påstande og skamløst mangelfulde udlægning af gældende retningslinjer i sit debatindlæg, skal det her blot i korthed pointeres, at Gadejuristen på ingen måde ”blander sig i ordinationsretten”, som BDT hævder. Hvordan skulle vi også overhovedet kunne gøre det?
Gadejuristen har heller ikke på noget tidspunkt ”truet” BDT med at trække ham for menneskerettighedsdomstolen, som han hævder. Påstanden er absurd allerede af den grund, at enhver sag skal være udtømmende behandlet ved de nationale domstole, før dette overhovedet kunne blive en mulighed. Og vi har end ikke varslet en tur i byretten. Der er med vores assistance indbragt en enkelt (1!) klagesag ved Patientombuddet der involverer BDTs virke. En sag, som i øvrigt snart ventes afsluttet.
At der kun er en enkelt klagesag bør dog efter vores bedste vurdering, på baggrund af vores kendskab til BDTs faktiske praksis, først og fremmest tilskrives patienternes svigtende klagemod. I den række af kommuner han sidder på, har han et egentligt monopol på den substitutionsmedicinske behandling af de opioidafhængige patienter, der i sundhedsloven kaldes ”misbrugere”. Patienter, som samtidig er afskåret fra at søge hjælp hos andre læger, om end dog enkeltstående ordinationer som led i abstinensbehandling kan foretages af alle læger, jf. autorisationslovens § 41, stk. 2. I et sådant kommunalt behandlingsmonopol,skal man typisk have mistet alt, inklusive det blotte håb om at det kunne være muligt at (gen-) etablere en behandlingsalliance med kommunelægen, før man har mod på klage. Monopol-lægen har nemlig en så vidtrækkende magt over ens liv, funktionsniveau og helbred, inklusive muligheden for at kunne betale den næste husleje.
Helt grundlæggende må man forstå, at Gadejuristen ikke indtræder i en konkret sag uden, at der er en konkret henvendelse fra en borger, eller en patient, der oplever svigt. Vi rådgiver om de rettigheder og eventuelle klagemuligheder der findes i det konkrete tilfælde, men det er altid op til vedkommende selv, hvilke skridt der skal tages, og om Gadejuristen skal indtræde som repræsentant.
Vi hører jævnligt fra nogle af BDTs mere velfungerende patienter, som ikke selv er i klemme, men som er rystede over, hvordan deres lokale venner og bekendte behandles. Og vi hører også fra tilsvarende rystede pårørende. De klemte patienter selv kommer vi derimod typisk først i kontakt med, når behandlingsalliancen er gået fløjten, er begyndt at skride eller slet ikke kan blive etableret. Når patienternes alternativ er at tilflytte en ny kommune som forudsætning for at få den behandling, de har brug for.
Her bestræber vi os på at sikre, at stofbrugerne – de opioidafhængige og evt. også benzodiazepinafhængige patienter – absolut hurtigst muligt vil få en ordentlig og værdig behandling med respekt for deres integritet og selvbestemmelsesret. At deres patientrettigheder i det hele taget iagttages. Om dette er tilfældet i det konkrete patientforløb, undersøger vi, dette dels ved at stille spørgsmål til kommunelægen, dels indhente og gennemgå lægejournalen. Her påser vi, om patienten er blevet lyttet til, eventuelt ikke på egen hånd har formået i en ekstremt stresset og belastet livssituation at forelægge sin hele situation, og om patienten er blevet behørigt informeret, altså givet fyldestgørende information om de behandlingsmuligheder, der faktisk findes.
I flere tilfælde har Sundhedsstyrelsen underkendt den praksis BDT står for. Dette gælder, når han praktiserer sin såkaldte ”max-dosis” på 120 mg. metadon dagligt, hvilket vi nyligt igen har konstateret, at han fortsat gør, uagtet at Sundhedsstyrelsen har taget afstand fra sådan praksis samt ift. en helt særlig praksis, som BDT har givet navnet ”udligningsordning”, hvorefter patienter med behov for mere medicin, blev sat til efterfølgende at afdrage denne medicin ved at få udleveret mindre end ellers ordineret, indtil den ekstra udleverede medicin var afdraget (mere herom på nedenstående link). Ift. ”udligningsordningen” skulle der gå mere end et år, før BDT ophørte med at praktisere efter denne hjemmestrikkede ordning, trods tilsendelse af Sundhedsstyrelsens ellers særdeles klare svar.
Men også herudover er vi bekendt med en række patientforløb, hvor det indledningsvist har været patientens og dernæst også vores umiddelbare vurdering, at BDT ikke har handlet i overensstemmelse med kravene til lægens udvisning af omhu og samvittighedsfuldhed. I de fleste tilfælde kan vi konstatere, at han, endelig, har imødekommet patienten umiddelbart efter vores indtræden. Typisk har patienterne her fravalgt at klage til Patientombuddet, selv om de jo har været i deres gode ret til at indbringe en klage for Patientombuddet. Nogle har direkte afstået fra at klage som et forsøg på at bevare behandlingsalliancen med BDT(!).
BDT kan indvende – og det håber vi faktisk, at han vil gøre – at der her er tale om ’enkeltstående tilfælde’, mens han i al øvrig praksis, Gadejuristen ubekendt, til gengæld følger gældende retningslinjer. Om han har ret i en eventuel sådan udlægning, har vi ikke mulighed for at vurdere og afstår derfor også herfra. Men den del af hans praksis vi dog har viden om, er ikke desto mindre rigeligt alarmerende.
Vi må stille os særligt kritiske overfor, at han som ansat i en række kommuner har påtaget sig langt flere patienter end andre læger inden for samme felt. Mens andre kommunelæger, ifølge vores oplysninger, har mellem 50 og 150 sådanne patienter, har BDT, ifølge egen skriftlig tilkendegivelse (oktober 2012), ”over 700 indskrevne klienter i substitutionsbehandling”. Formodningen må her være for, at en større del af dem er svært belastede både somatisk og psykisk. Og når andre læger – med langt færre sådanne patienter – oplever at have nok at se til, så må det være meget vanskeligt for BDT at tilbyde så mange patienter den individuelt tilrettelagte og kontinuerligt tilpassede behandling, de har krav på og så stort behov for.
Det store spørgsmål er, eller burde i hvert fald være, hvorfor Sundhedsstyrelsen ikke – for længst – har iværksat et tilsyn med BDTs praksis og virke. Her bør man vide, at der kunne være grund hertil, i det vi ved flere anledninger og på forskellige måder har gjort opmærksom på eksisterende problemstillinger. Vi håber, at det nu vil ske.
Gadejuristens samlede svar på BDTs faktuelt forkerte påstande og vores bemærkninger til hans usaglige og mangelfulde udlægning af gældende retningslinjer, korrekte referencer til disse mv. kan læses her.
For god ordens skyld skal nævnes, at de patienter, hvis behandlingsforløb og -oplevelser beskrives her i denne sammenhæng, er blevet spurgt om lov hertil. Dette uanset, at de ikke nævnes ved navn, men af respekt og fordi de, og deres pårørende og venner muligvis ville genkende dem.
Enkelte kunne ikke give deres tilladelse, i det de ulykkeligvis, i alt for ung alder, er afgået ved døden. Deres eksempler indgår derfor ikke her. Dette uagtet, at netop disse eksempler selvsagt også er dem, der klarest og på mest brutal vis, viser, hvor galt det kan gå, når man ikke får den hjælp og behandling, man har brug for.