Vi har desværre set, at en del kommuner har krævet ugentligt eller endda dagligt fremmøde af deres hjemløse borgere på kontanthjælp og begrundet et sådant krav med, at man mente, at der var tvivl om, hvorvidt borgeren faktisk opholdt sig i kommunen, alene fordi denne var hjemløs. Blandt disse kommuner er endda kommuner, der ikke driver midlertidige boformer – såkaldte § 110-tilbud i form af herberger eller nat-caféer.
Kravet om ugentligt eller dagligt fremmøde har betydet, at hjemløse borgere, der ikke har kunnet leve op til dette krav, enten har fået mindre udbetalt eller helt har mistet deres kontanthjælp og har levet fuldstændig uden forsørgelsesgrundlag gennem mange måneder.
Denne praksis er ulovlig og det har Beskæftigelsesankenævnet nu også slået fast i en ny afgørelse. Med klagers tilladelse kan afgørelsen læses i anonymiseret form under “Bilag” i højre side.
Beskæftigelsesankenævnet fastslår i afgørelsen, at der ikke i aktivloven er hjemmel til at pålægge fremmøde udover i forbindelse med jobsamtaler og beskæftigelsesfremmende foranstaltninger, som kommunen har pligt til at gennemføre.
At være hjemløs betyder ikke, at der nærmest automatisk kan sættes spørgsmålstegn ved borgerens ophold i kommunen. Der skal således være en berettiget og konkret tvivl om, hvorvidt man opholder sig i kommunen. Hertil må der som minimum kræves, at der kan henvises til en anden kommune, idet ingen borgere kan stå uden opholds- og handlekommune. Uenighed mellem flere kommuner løses kommunerne imellem – eventuelt ved nævnets mellemkomst – men må ikke gå ud over borgerens krav på offentlige ydelser.
Se afgørelsen i anonymiseret form herunder: