Fixerummet Insite i Vancouver har kæmpet hårdt for at bestå og vandt i går en banebrydende sejr i den canadiske højesteret. På linket kan man se en kort dokumentar om baggrunden for behovet for dette fixerum (nederst på siden).
Fixerummet Insite i Vancouver har kæmpet hårdt for at bestå og vandt i går en banebrydende sejr i den canadiske højesteret. På linket kan man se en kort dokumentar om baggrunden for behovet for dette fixerum (nederst på siden).
Insite er fra dets åbning i 2003 drevet af PHS, Portland Hotel Society, en NGO, der arbejder for en målgruppe der under sagen blev beskrevet som ”hard to house, hard to reach, and hard to treat”. PHS driver fixerummet med økonomisk støtte fra Vancouver Coastal Health Authority, dvs. af sundhedsforvaltningen i Vancouver.
Fra september 2003 fungerede Insite på en meddelt 3-årig særtilladelse, der betød, at stofbrugere i forbindelse med brug af fixerummet var undtaget for strafforfølgelse for overtrædelse af den føderale narkotikalovgivning. Særtilladelsen blev siden forlænget til december 2007 og så til juni 2008. Den konservative premierminister Stephen Harper, der nu var kommet til magten om end blot ved en skrøbelig mindretalsregering, var imidlertid ikke indstillet på at forlænge særtilladelsen. Tværtimod, og fixerummet Insite – der på et væld af måder gennem omfattende forskning havde dokumenteret sin overvældende succes i forhold til at redde liv og helbred, øge behandlingstilgangen og behandlingssucces målt på ophør med brug af illegale stoffer samt fuldt ud finansierende sig selv gennem reduktion af skadevirkninger og endda generere nettogevinst på årligt ca. 6 mio. $ – stod nu til at skulle lukke. Den Vancouver-baserede forening af stofbrugere, VANDU, gik nu hånd i hånd med PHS til domstolene, støttet af advokater med rødder hos Gadejuristens kolleger i Pivot Legal Society, Vancouver.
Delstatsdomstolen i British Columbia gav i maj 2008 PHS og VANDU fuldt medhold og udstedte en permanent forfatningsretlig undtagelse til strafferetlig forfølgelse for overtrædelse af den føderale narkotikalovgivning i forbindelse med drift og brug af fixerummet. Af selve dommen hhv. pressedækningen fremgik følgende vedrørende baggrunden for dommer Pitfields dom: At lade stofafhængige indtage illegale rusmidler under sikre og sundhedsfagligt forsvarlige omstændigheder, er udtryk for en fornuftig sundhedsmæssig tilgang og omsorg, og de involverede, stofbrugere og personale, skal ikke være truet af politi og straffeapparat i den forbindelse. Dommeren udtalte også, at man som samfund ikke bare kan se igennem fingre med omgang med illegale stoffer, men når disse stoffer nu engang er her, kan man heller ikke svigte at håndtere deres tilstedeværelse og de potentielle skadevirkninger med bedst muligt individuelt udfald. ”Sagt helt enkelt”, lød det fra dommer Pitfield, ”kan jeg ikke erklære mig enig i statens anbringende om, at en stofafhængig skal være henvist til at nære sin addiktion under risikable forhold, når sikre omgivelser, der endda kan føre til rehabilitering, er et alternativ”. Hele dommen er særdeles læseværdig, hvilket hermed anbefales.
Insite kunne på den baggrund umiddelbart fortsætte sit livreddende virke. Premierminister Harper var imidlertid fortsat på krigsstien overfor stofbrugerne og sendte sagen i den canadiske højesteret. Her afgjorde dommerne enstemmigt sagen i går. Til Insite's fordel. Dommen kan læses her. Fixerummet Insite fortsætter og det er forventet, at etablering af fixerum snart vil ske også i resten af Canada, hvor der er behov for sådanne tiltag. Her kan dele af Insite’s pressemøde i går ses. Det blev afholdt i selve fixerummet på Hastings Street, Down Town East Side, Vancouver.
Godt på vej til fixerum også i Danmark
Kort før Folketingsvalget d. 15. september 2011 stod det endelig klart, at der nu var politisk flertal for etablering af fixerum i Danmark. Dette endda uafhængigt af, om blå eller rød blok ville løbe af med sejren, fordi Liberal Alliance erklærede sin uforbeholdne støtte; man ville stemme for fixerum uafhængigt af valgets udfald. Se hertil Berlingske Tidende d. 14. september 2011:
”I det nuværende folketing er Liberal Alliance tungen på vægtskålen, og da partiet støtter fixerum, er regeringen reelt i mindretal i spørgsmålet. Simon Emil Ammitzbøll fra Liberal Alliance forklarer:
– Vi har en forpligtigelse til at hjælpe de allersvageste i samfundet, og fixerum vil være en stor hjælp for stofmisbrugerne.
Simon Emil Ammitzbøll understreger, at Liberal Alliance vil stemme for fixerum uanset resultatet af valget i morgen.”
Det hårdest ramte område af fraværet af fixerum i Danmark, nemlig Vesterbro, mobiliserede tilbage i 2005 ved etableringen af Dugnad Vesterbro på initiativ fra vesterbro’erne Michael Lodberg Olsen, Evy Frantzsen og Nanna W. Gotfredsen og stillede efter åbnings-Dugnad’en bl.a. krav om fixerum som en nødvendig skadesreducerende foranstaltning og som en indiskutabelt nødvendig forlængelse af et behandlingsforløb, hvis stofbrugerliv og -helbred ellers blev anset for væsentlige at redde. Stofafhængighed (stofaddiktion) er en alvorlig socialmedicinsk tilstand, der i mange tilfælde, når den først har manifesteret sig, er langvarig og/eller tilbagevendende. Stofafhængighed er til gengæld ikke et ’demokratisk fænomen’. Det manifesterer sig ikke hos hvem som helst, men først og fremmest hos mennesker der har ondt. Rigtig ondt. Gadefolket på Vesterbro har ondt, forfærdelig ondt og har haft det i årevis, mange stort set fra de blev til. Ville man virkelig ikke bidrage til at sikre, at de ramte stofbrugere i højere grad kunne overleve og gøre det med helbredet i behold? Det ville man gerne. Sagde man. I hvert fald lidt af vejen. Men tage skridtet fuldt ud til og med fixerum, ville man ikke. På bekostning af stofbrugernes overlevelse, helbred og værdighed, ville man i stedet fortsat forfølge den massive strafferetlige vægtning i den samlede narkotikaindsats; en tilgang der ikke på nogen måde, nogensinde, har bevist eller vil kunne bevise sit værd – snarere tværtimod. Den aktuelle verdensomspændende narkotikapolitik skader langt mere end den gavner. Den aktuelle narkotikapolitik dræber.
Borgerne på Vesterbro ville det fortsat anderledes og brugte en pose offentlige afladskroner på at åbne en café – med toilet. Café Dugnad. De tog kurser i at give modgift ved overdoser. Og har reddet mange liv, mens vi alle har ventet alt for længe på egentlige fixerum. En lang historie kunne i urimelig korthed lyde sådan her: Denne rummelige tilgang til stofbrugere blev i sommeren 2010 tilsyneladende ’for meget’ – ikke for regeringen i første række, men for lokale aktører, der efterfølgende endda skummede fløden, og for visse lokale politikere, tilmed af en farve man vel ikke lige havde forventet sig netop dette af. Det politiske rænkespil der nu blev liret af og dets konsekvenser, skal man vist være politiker hhv. embedsmand for at forstå, og i hvert fald for at synes om. Begivenhederne går lokalt under betegnelsen ”da Indlandsisen kom”. Men Vesterbro kan man ikke bare sådan lige tage livet af. Heller ikke ved hjælp af indlandsis. Lokale borgere fortsatte ufortrødent og forsøgte sig først med etablering af fixerum i en venlig rigmands lokaler i kælderen i Reventlowsgade 28. Nok så uvedkommende juridisk fikumdik fik imidlertid fogedretten til at forhindre, at lokalerne blev taget i påtænkte anvendelse, mens retten dog ikke forholdt sig generelt til lovligheden af fixerum. Én dag fra åbning. På selve dagen, hvor fixerummet skulle være åbnet, sad stofbrugerne fortsat lige udenfor vinduerne og indtog deres stoffer under stærkt uhygiejniske og livsfarlige forhold i dette års endda særligt kolde marts måned.
Vesterbro’erne overgav sig dog fortsat ikke. Hvis NIMBY – Not In My Backyard – fortsat skulle afgøre stofbrugerskæbner på Vesterbro, kunne man i stedet arbejde med en mobil løsning. Mobile fixerum er velkendte og velfungerende i udlandet. Gadejuristen bidrog bl.a. ved udarbejdelsen af et juridisk notat om stofindtagelsesrums juridiske status. Et notat, der konkluderer, at der ikke findes juridiske forhindringer for etablering af fixerum. Kun politiske. Foreningen Fixerum blev etableret. Frank Hvam, mangeårig beboer i netop Reventlowsgade, var medstifter af foreningen, som igen havde social iværksætter og vesterbro’er Michael Lodberg Olsen ved roret. Frank Hvam købte selv de første ’sociale aktier’, som muliggjorde indkøb af en gammel ambulance i Tyskland. Mandag d. 12. september 2011 kom ”fixe-lancen” første gang på hjul og i brug. Det var en succes og er det fortsat i skrivende stund. Man ’finder nemlig ud af det’ på Vesterbro. Måske især når fjerne politikere, embedsfolk og koopterede øvrige aktører undlader at blande sig. Men også på trods heraf. Gode løsninger for stofbrugerne og andet gadefolk på Vesterbro, er gode løsninger for os alle. Og når den nye regering træder til en af de kommende dage, bør der kunne forventes en ny, ansvarlig, saglig, evidensbaseret og human narkotikapolitik til afløsning af den for længst forældede.
En lang række aktører, såsom væresteder, men også offentligt tilgængelige toiletter mv., har i årene forud reageret repressivt i forhold til stofbrugernes behov for hygiejniske og sikre omgivelser. Den massive vægtning af kontrol og repression i narkotikaindsatsen forekommer nemlig – ulykkeligvis – også at have gennemsyret det såkaldte ’hjælpeapparat’. Stofbrugerne er blevet forment adgang, hvis de blot har været mistænkt for at have indtaget stof inden døre, er blevet meddelt også langvarige karantæner for selvsamme, væresteder og andre ’hjælpetiltag’ for hjemløse og funktionelt hjemløse har endda helt lukket for adgangen til toiletter, eller installeret et særligt lys – orange eller blåt – så brugerne ikke har kunnet undgå injektionsskader, fordi de ikke kan se, hvor venerne løber og derfor rammer forkert igen og igen med sår og i værste fald amputationer til følge. Dette er ikke skadesreduktion. Det er skadesproduktion. Stofbrugere er afgået unødigt tidligt ved døden, de har fået skader, er blevet smittet med diverse sygdomme som HIV og hepatitis som følge af sådanne repressive tilgange og som følge af fraværet af praktisk indiskutabelt nødvendige tiltag som fx fixerum.
Andre aktører har ”snoet sig”. På en række lokaliteter over hele landet har man efter bedste evne og typisk i absolut stilhed – som forudsætning for at kunne bevare disse små livreddende steder – skabt bare en lille smule plads for stofbrugerne – herunder for deres ledsagende stofbrug, som ellers havde været henvist til langt ringere og langt mere risikable forhold. Gadejuristen er ikke bekendt med, at stofbrugere er afgået ved døden i disse undergrunds-fixerum, og ved positivt, at disse steder har været overordentligt værdsat af stofbrugerne.
Dette smukke, rummelige og livreddende stykke socialmedicinske nødarbejde har med sikkerhed reddet mange menneskeliv gennem årene, hvilket Gadejuristen i anledning af vores 12 årsdag d. 24. september 2011 belønnede gennem tildeling af vores anerkendelsespris.
Gennem mere end 20 år har de såkaldte ”Tissekoner” på toiletterne i kælderen på hovedbanegården tilladt stofbrugerne at anvende toiletter og bad. Et ikke opgjort, men med sikkerhed stort, antal gange, har de dermed været der i netop det øjeblik, hvor der har været behov for at ringe 112, fordi en stofbruger har fået en overdosis og er blevet set synke sammen under toiletdørene. I tide. "Tissekonerne" fortæller, at de tidligt forstod, at det ikke fremmede processen at sige, at der var tale om en stofbruger, når de ringede 112. I hvert fald synes de at have erfaret, at hvis man undlod denne detalje og blot beskrev tilfældet som et ”hjertestop”, kom ambulancen hurtigere frem (!) "Tissekonerne" ser desværre ud til at være historie med udgangen af november måned i år. Vi håber, at DSB får øje på disse herlige damer og vil lade dem indgå i opsynspersonalet på de nye toiletter i Hovedbanegårdens store hal.
I nyere tid er Michael Lodberg Olsen og Dugnad Vesterbro selvsagt også afgørende aktører. Her havde man imidlertid vanskeligt ved at skulle holde sig til den tilsyneladende ufravigelige danske præmis, at der vel godt kunne drives undergrunds-fixerum, hvis blot man ikke talte højt om det. De fik indlandsisen at føle, gjorde de. Men de overgav sig aldrig. De fortsatte kampen.
Hovedbanens ”tissekoner”, Michael Lodberg Olsen og Dugnad Vesterbro var dermed sammen med rækken af øvrige særdeles anerkendelsesværdige aktører modtagere af dette års anerkendelsespris fra Gadejuristen; Gadejuristens Hardcore Harmreducer assist-pris for gennem årene at have kæmpet direkte, under jorden eller bag fjendens linjer for at sikre stofbrugerne rum for fix under ”krigen mod narkotika”, dvs. i krigen mod stofbrugerne. Nogle nævnt. Ingen glemt.
Mange tusind tak for Jer allesammen!