Godt nytår - med frit valg af medicinsk behandlingssted fra 1. januar 2015

Onsdag, 07 jan 2015

Mens nytårsraketterne blev fyret af, ophørte også stavnsbindingen af stofafhængige i substitutionsbehandling. Hør mere den 21. januar 2015 i Mariakirken i Istedgade fra kl. 15-17, hvor Stofnetværket holder arrangement om, hvordan man kan bruge den nye rettighed.
 
D. 1. januar trådte en ændring af sundhedsloven i kraft. Den blev vedtaget den 19. december 2014 og er intet mindre end en svært kærkommen julegave til stofafhængige i eller med behov for og ønske om substitutionsbehandling, givet af et enstemmigt Folketing. Særligt skal dog alligevel konservative Tom Behnke fremhæves for sit store og vedholdende arbejde med, at vi nu endelig er nået her til. Så vidt, så godt. Tak!
 
Lovændringen betyder helt overordnet to ting. For det første har man nu ret til en lægesamtale inden 14 dage, når man henvender sig til kommunen med ønske om at komme i behandling. Det skulle dog oprindeligt have været blot tre dage, hvilket desværre blev sparet ihjel i sidste øjeblik. Mere om dette nedenfor.
 
Den anden del – som er den virkelige julegave – er retten til frit valg af substitutionsmedicinsk behandlingssted, når man skal - eller allerede er - i lægelig stofbehandling. Man er altså ikke længere stavnsbundet til det sted, kommunen udbyder eller peger på.
 
Med lovændringen får den opioidafhængige patient ret til at vælge et andet substitutionsmedicinsk behandlingssted og dermed en anden læge, hvis man fx oplever, at lægen ikke udviser tilstrækkelig omhu og samvittighedsfuldhed, ikke informerer korrekt om de behandlingsmuligheder der findes, ikke lytter eller hvis man ganske enkelt blot ikke fungerer med den lokale kommunelæge. Hidtil har det i praksis været tæt på umuligt at skifte stofbehandlingslæge uden også at flytte kommune, hvilket de færreste i målgruppen imidlertid har haft råd til. 
 
Læs mere om lovforslaget her på Folketingets hjemmeside
 
Da forslaget jo kun lige er vedtaget og trådt i kraft, er det måske stadig lidt uklart, hvordan man helt konkret skal forholde sig, hvis man vil skifte behandlingssted. Også derfor holder Stofnetværket den 21. januar 2015 et arrangement om de nye rettigheder. Her vil chefkonsulent i sundhedsministeriet Lars Petersen fortælle om, hvordan den nye lovgivning kan bruges i praksis.
 
Det er et åbent arrangement, hvor alle er velkomne. Læs mere på Facebook her
 
 
3 dage blev til 14
 
Desværre blev lovændringen ikke så god, som der ellers var lagt op til. Da forslaget blev sendt i høring i sommeren 2014, indeholdt det en ret til en lægesamtale allerede tre dage efter henvendelse til kommunen. Dette stod også i regeringens lovkatalog fra den 7. oktober, og den socialdemokratiske sundhedsordfører lagde samme dag i medierne særlig vægt på netop de tre dage som en væsentlig del af forbedringen.
 
Men da lovforslaget umiddelbart efter blev fremsat i Folketinget, var de tre dage pludselig blevet til 14 dage. En vurdering fra KL havde fået sundhedsministeren til at forkaste sit ministeriums egne beregninger. Tredages-garantien kunne ikke sikres inden for den påtænkte økonomiske ramme, hed det nu. Og man fandt åbenbart heller ikke grund til at finde de manglende midler.
 
Læs mere herom hos dagbladet Information: Regeringen vil forringe tilbud til stofbrugere, der vil i behandling
 
Forskellen mellem tre og 14 dage er ubeskrivelig stor, når det handler om de mest udsatte. Helt op til 8.700 intravenøse stofbrugere står i dag udenfor behandlingssystemet. Skal flere af dem i behandling, skal vi være både hurtigere og bedre til at tage imod dem, når de beder om hjælp. Her ville en tre dages frist selvsagt være klart at foretrække, når brugere henvender sig og vil væk fra underverdenen og det illegale stofmarked. 14 dage efter kan livet se helt anderledes ud.
 
Det er også kommet frem under debatten, at det er langt dyrere samfundsøkonomisk, at opioidafhængige står uden for behandlingssystemet. Af sundhedsministerens svar på spørgsmål 6 og spørgsmål 9 fremgår det, at det kan koste mindst otte gange så meget, når opioidafhængige stofbrugere står udenfor behandlingssystemet frem for at være indskrevet i substitutionsmedicinsk behandling. Det er dermed ikke alene dyrt menneskeligt, men altså også samfundsøkonomisk, når behandlingssystemet ikke er tilstrækkelig tilgængeligt og attraktivt.
 
 
14 dage med abstinenser
 
Et af de helt store spørgsmål i forbindelse med Folketingets behandling af lovforslaget har handlet om akut abstinensbehandling. For henvender man sig med akutte abstinenser, kan man selvsagt ikke vente 14 dage, før man kan blive tilset af en læge.
 
I besvarelsen af spørgsmål 28 fremgår det, at kommunen bør vejlede den behandlingssøgende stofbruger om mulighed for abstinensbehandling fx hos egen læge, hvis kommunen ikke selv har mulighed for at iværksætte abstinens- eller substitutionsbehandling med det samme. Og når man "bør" indenfor dette område, kan man i øvrigt godt forvente, at vi - som indtrådte partsrepræsentanter - vil anmode om en ganske god begrundelse for eventuelt at have undladt at vejlede. Det fremgår dertil af samme spørgsmål, at ministeren forventer, at kommunen i så fald vil vejlede den praktiserende læge, hvis lægen ikke er bekendt med, at vedkommende faktisk gerne må abstinensbehandle iht. også forud for den aktuelle lovændring gældende ret.
 
I sit svar på spørgsmål 29 fastslår sundhedsministeren også, at man som læge er forpligtet til at behandle eller sikre behandling af behandlingskrævende akutte abstinenser jf. § 17 i lov om autorisation af sundhedspersoner og om sundhedsfaglig virksomhed.
 
”Det er en lægelig opgave at vurdere, hvorvidt en person med abstinenser bør sættes i behandling, uanset om personen ses af en læge på et kommunalt behandlingssted eller af en praktiserende læge. Såfremt lægen bliver bekendt med, at en person har akutte abstinenser, der kræver behandling, er lægen forpligtet i henhold til omhu og samvittighedsfuldhed til selv at behandle patienten eller foranstalte, at patienten bliver behandlet på anden vis evt. indlagt til behandling,” skriver sundhedsminister Nick Hækkerup i svaret.
 
Gadejuristen forventer, at alle læger vil være opmærksomme på denne understregning fra ministeren. Er det ikke tilfældet, hører vi meget gerne fra stofbrugere, pårørende eller andre aktører, der måtte opleve at blive afvist ift. behov for akut abstinensbehandling hos praktiserende læge, på skadestuen eller af andre læger. 
 
Se alle spørgsmål og svar til lovforslaget her. http://www.ft.dk/samling/20141/lovforslag/L34/spm.htm#dok
 
Det har været en travl første uge i 2015, hvor vi allerede har ageret en art fødselshjælpere ift. den nye lovgivning, men i flere tilfælde også blot nydt at høre fra meget glade stofbrugere, der nu flytter deres stofbehandling til en anden kommune og har oplevet at kunne gøre dette uden problemer af nogen art.
 
Vi følger området tæt og alle erfaringer dokumenteres. Følg med her på siden, hvor vi ved en senere anledning vil informere om både gode og mindre gode erfaringer med kommunernes implementering af disse nye rettigheder.

International narkotikakommission i Danmark

UNGASS 2016: Forberedelserne til det store FN-topmøde i 2016 om narkotika førte i denne uge til fint besøg i Danmark.
 

Skybrudssagen vundet i dag

I dag har gadens folk vundet en vigtig og principiel sag over Københavns Politi.
 

Donation fra Smukfonden til Gadejuristen

Det er med stor glæde, at vi netop har modtaget en flot donation fra Smukfonden.

160113 Smukfonden logo Tak for donation på 20000.jpg
l,mn

Ønsker du at involvere dig i frivilligt arbejde, donere tid eller støtte, har du spørgsmåll til os, eller kunne vi eventuelt bidrage med noget information, så tag endelig kontakt til os

Besøgs- og postadresse:
Værnedamsvej 7A, 1. 1819 Frederiksberg C. (med Vesterbro på det modsatte fortov)

Tlf. +45 33 31 00 75 
Fax +45 33 31 00 78
kontakt(at)gadejuristen.dk
CVR: 25048482

Hovedadresse:
Gadejuristen Gasværksvej 6A, 1. 1656 København V.

Bestyrelsens sammensætning:

Jørgen Kjær, København
Kristian Andenæs, Oslo
Liese Recke, København/Vestfold
Peter Ege, Charlottenlund
Anja Bloch, København
Marianne Schouw, København
Jesper Vad Kristensen, Aarhus

Gadejuristen, stiftet i 1999, er en privat organisation, der yder udgående retshjælp og andre ydelser til og for udsatte mennesker.

Gadejuristens vedtægter i PDF-format

Ophavsretten tilhører Gadejuristen.
Powered by Drupal by Nullsmith.dk | Layout by Den Anden Natur