Som opfølgning på den alvorlige sag vedrørende dansk substitutionsbehandling af opioidafhængige patienter, har Gadejuristen netop fremsendt nedenstående e-mail til Sundhedsstyrelsen. Gadejuristen modtog d. 7.
Som opfølgning på den alvorlige sag vedrørende dansk substitutionsbehandling af opioidafhængige patienter, har Gadejuristen netop fremsendt nedenstående e-mail til Sundhedsstyrelsen. Gadejuristen modtog d. 7. marts 2013 foreløbigt svar på vores henvendelser til Sundhedsstyrelsen af 19. og 22. februar 2013 (se her). Et svar, der imidlertid frembyder flere problemer, end det løser. Desværre. Sundhedsstyrelsen svar kan findes her på siden til højre. I mellemtiden havde KL ligeledes ‘trampet rundt som en elefant i en glasbutik’. KLs brev kan ligeledes findes her på siden til højre. Først savnede vi således, at Sundhedsstyrelsen trådte i karakter overfor ‘elefantflokken’, som den ‘leder-elefant’ styrelsen bør være, når det gælder behandlingen af opioidafhængige. Nu er situationen om muligt endnu værre; nu må Sundhedsstyrelsen påtage sig – så hurtigt som overhovedet muligt – at klinke skårene.
Fra: Nanna W. Gotfredsen
Sendt: 15. marts 2013 02:29
Til: [SUNDHEDSSTYRELSEN]
Emne: SV: Nødråb til Sundhedsstyrelsen fra Gadejuristen, att. chef for tilsyn, Anne Mette Dons
Kære Anne Mette Dons, cc [DEPARTEMENTET I SUNDHEDSMINISTERIET],
Først tak for i hvert fald foreløbigt svar på min mail med anmodning om fuldstændig aktindsigt i denne sag. Det er højt værdsat, at I har handlet så dog forholdsvis hurtigt i denne alvorlige sag.
Følgemail samt vedhæftede skrivelse sendt til kommunerne af 7. marts 2013 giver dog desværre anledning til en række alvorlige, og også nye bekymringer, hvorfor Gadejuristen herved må henvende sig igen.
Sundhedsstyrelsen udtrykker i sit svar en meget stor og gennemgående optimisme i forhold til anvendelsen af buprenorphin i behandlingen af opioidafhængige patienter. Dette dog uden nærmere at begrunde denne optimisme på overbevisende eller fyldestgørende måde. Særligt må jeg sige, at det vækker undren, at Sundhedsstyrelsen i så vid udstrækning synes at undervurdere de opioidafhængige patienters egen viden om og evne til at tage stilling i forhold til spørgsmål om substitutionsbehandling. Når de i så forholdsvis vid udstrækning ikke ønsker ordination af buprenorphin, bygger denne afvisning efter vores klare erfaringer meget ofte på et veloplyst grundlag. De har selv prøvet buprenorphin enten i en behandlingssammenhæng eller erhvervet på det illegale marked, og har herved oplevet for dem uacceptable bivirkninger, og/eller konstaterer blot efter sådanne erfaringer, at de fungerer bedst med eksempelvis metadonordination.
Hvad bygger Sundhedsstyrelsen sin tilsyneladende så store ’buprenorphin-begejstring’ på? I forhold til Sundhedsstyrelsens forhåbentligt snarlige besvarelse skal jeg gøre opmærksom på, at jeg forventer, at man heri inddrager følgende. The British Association for Psychopharmacology (BAP) har udarbejdet retningslinjer for den medikamentelle behandling af opioidafhængighed. Retningslinjer der formentlig også efter Sundhedsstyrelsen vurdering, er udarbejdet af autoritative fagpersoner. De er publiceret i Journal of Psychopharmacology sidste år. Her refereres et stort australsk studie, hvor det påpeges, at mortaliteten er den samme for buprenorphinbehandlede som for metadonbehandlede, og det konkluderes som følger:
“The NICE (det engelske ‘National Institute for Health and Clinical Excellence’) technology appraisal of buprenorphine and methadone acknowledges the effectiveness of both MMT and BMT. The authors recommended that the choice of drug should be determined on a case-by-case basis, taking into account a persons history of opioid dependence, their commitment to a particular management strategy, and the risk benefits of each treatment. If both treatments are suitable, the NICE recommendation is to choose methadone; this recommendation is influenced by the current superior performance of methadone in cost-effectiveness analyses.”
Også andre kapaciteter, eksempelvis Dr. Robert G. Newman, er optaget af også at lægge vægt på de opioidafhængiges egne ønsker i forhold til substitutionsmedicinsk behandling og dertil af at få udryddet de ekstremt mange myter og fordomme forbundet med substitutionsbehandling. Dr. Newman besøgte Gadejuristen i december 2011, og holdt ved denne anledning et yderst inspirerende oplæg på en temadag, hvor Sundhedsstyrelsen i øvrigt også var inviteret til at deltage. Som det kan ses her: http://gadejuristen.dk/seminar-med-opl%C3%A6g-af-dr-robert-g-newman-og-advokaten-lynn-paltrow, hvor både lydfiler og slides fra dette oplæg er tilgængelige, brugte han anledningen til at hjælpe os på vej ad den praktisk indiskutabelt nødvendige vej, hvor fx de så omsiggribende myter om betydning af dosis, myter der i øvrigt ofte resulterer i undermedicinering, blev aflivet. Det afgørende er, at den enkelte sikres et kvalificeret samarbejde med en kompetent læge om til enhver tid at være sikret ordination af den fornødne dosis, af den af patienten foretrukne substitutionsmedicin. Dertil tog Dr. Newman også de mange fordomme ift. substitutionsbehandling, herunder vedrørende evne udi varetagelse af forældreskab med meget mere, under grundig behandling. Det var ærgerligt, at Sundhedsstyrelsen ikke kunne deltog i dette arrangement.
Jeg må dertil anmode Sundhedsstyrelsen om at uddybe, hvad man faktisk mener, når man tilsyneladende forestiller sig, at der især bør foretages et skift fra metadon til buprenorphin ved ”ustabile og ikke velfungerende behandlingsforløb”. Sådan ustabilitet kan jo have et væld af årsager, herunder ubehandlet psykisk lidelse, poly drug use med meget mere, hvor ingen af disse problemstillinger vel bør forventes løst, men muligvis endda forværret, ved et uønsket og altså påtvunget skift til buprenorphin. Dog bemærkes det, at Sundhedsstyrelsen i denne sammenhæng anvender ordet ”bør”, hvilket man i hvert fald kan håbe betyder, at det i disse tilfælde fortsat har betydning, hvad den opioidafhængige patient selv måtte mene om denne sag. Dette bedes Sundhedsstyrelsen forholde sig til.
Tilsvarende tilbageholdenhed udvises dog ikke i pointeringen straks efter, hvor Sundhedsstyrelsen anfører som følger:
”Skift skal ligeledes foretages hos stofmisbrugere, der oplever bivirkninger som fx potentielt livsfarlige hjerterytmeforstyrrelser, og hos stofmisbrugere, der ønsker en mere lempelig udleveringsform.”
Mener Sundhedsstyrelsen virkelig ”skal” i denne sammenhæng? Eller er Sundhedsstyrelsen enig i, at man burde have anvendt ordet ”bør” i stedet? Mener Sundhedsstyrelsen, at opioidafhængige patienter skal være frataget muligheden for, på et tilstrækkeligt oplyst grundlag, at vælge at acceptere at skulle leve med en mindre forøget risiko ved konstateret hjerterytmeforstyrrelse? Mener Sundhedsstyrelsen, at sådant skift af medicin til buprenorphin er så afgørende at påtvinge selv opioidafhængige patienter, som ikke ønsker at anvende buprenorphin, hvorefter de hellere må overlades til den – veldokumenterede jf. Gadejuristens mangeårige praksiserfaringer – overhængende risiko for, at man lader sig udskrive og i stedet selvmedicinerer – typisk med metadon og/eller heroin – erhvervet på det illegale marked? Og burde Sundhedsstyrelsen ikke – selvfølgeligt – i denne sammenhæng have orienteret kommunerne om, at hvor skift til buprenorphin ved konstatering af hjerterytmeforstyrrelse ikke er muligt, fordi det ikke er ønsket af patienten, bør lægen overveje helt eller delvist skift til fx Contalgin? Er Sundhedsstyrelsen mon ikke bekendt med de gode erfaringer visse kommuner i landet har hermed? Hvorfor vælger Sundhedsstyrelsen at udelade sådanne vel nok så afgørende informationer? Dette er jo alvorligt. Vi kender selv opioidafhængige patienter, som tilmed gentagne gange har haft hjertestop, mens de har kæmpet en helt urimelig kamp først mod skift til buprenorphin og dernæst for helt eller delvist skift til Contalgin, fordi den pågældendes kommunale behandlingscenter ”blot ikke tilbyder den slags”. Her har det været kompetente overlæger på hjerteafdelinger, som endelig har truffet beslutning om at skifte metadon til Contalgin, fordi de under indlæggelse har grebet muligheden herfor. Vi har her forstået, at dette formentlig har været ligefrem afgørende for de pågældende opioidafhængige patienters overlevelse. Er Sundhedsstyrelsen enig heri, bør – eller rettere må – Sundhedsstyrelsen snarest sørge for, at samtlige kommuner er opmærksomme på denne potentielt livreddende behandlingsform.
For os at se, forekommer det dertil helt uacceptabelt, at Sundhedsstyrelsen tilsyneladende synes at mene, at skift fra metadon til buprenorphin ”skal” foretages ift. opioidafhængige patienter, ”der ønsker en mere lempelig udleveringsform”. Ønske om, og især imødekommelse af, mere lempelig udleveringsform knytter sig vel netop ofte til substitutionsbehandlede med højt funktionsniveau, herunder, at man har brug for sådan mere lempelig udlevering, fordi man er på arbejdsmarkedet eller også fordi man måske har taget så markant afstand fra stofmiljøet, og alt hvad dette indbefatter, at man finder det ubærligt at skulle indfinde sig for ofte på et kaotisk kommunalt stofbehandlingscenter. Sådant højt funktionsniveau vil vel i mange sådanne tilfælde netop knytte sig til en velfungerende metadonbehandling. Metadonbehandlingen kan ligefrem være en afgørende grundforudsætning for det høje funktionsniveau, hvorfor denne forudsætning om skift til buprenorphin forekommer komplet uforståelig. Og altså uacceptabel. Dette må Sundhedsstyrelsen ligeledes redegøre nærmere for. Jeg forestiller mig, at Sundhedsstyrelsen vil overveje her at redegøre for diverse forhold af overvejende politisk karakter, såsom forpligtelsen til at modvirke illegal handel med medicin mv. Men tillad mig at sige det ligeud; det svar er forkert! Og det er forkert, fordi spørgsmålet er forkert. I det omfang der forekommer illegal handel med lægeordineret medicin, må man først og fremmest spørge, hvorfor dette forekommer? Hvorfor foretrækker nogle (mange? Alt for mange!) opioidafhængige at erhverve deres medicin illegalt, og i dyre domme, når de kan få den gratis i kommunen? Dette er der mange grunde til, og sådanne grunde skal vi meget gerne redegøre nærmere for, såfremt Sundhedsstyrelsen er interesseret heri. Men overordnet kan det siges sådan, at disse opioidafhængige, som foretrækker at sørge for sig selv på det illegale marked, nok anser prisen her for høj, men prisen for at søge ind i det etablerede behandlingssystem anses uanset højere. Dette kan handle om angsten for, hvad der så vil ske med ens børn, som følge af den underretning der mange steder foretages helt automatisk, uden vedlagt individuel begrundelse, og ganske ofte helt uden at man overhovedet informeres herom, før man indkaldes til møde i børneforvaltningen eller pludselig får uventet besøg af Den Sociale Døgnvagt. Det handler om, at man ikke kan passe sit arbejde, når man i den indledende optrapningsperiode skal stille dagligt på det lokale center og hensidde til overvågning i flere timer efter indtagelse af en dosis, der ikke overhovedet er stor nok til blot at kunne tage blot den værste del af abstinenserne. Det handler om at undgå at møde flere fagligt ikke videre dygtige medarbejdere (behandlere), når det kommer til indsigten i stofafhængighed (addiction) som ikke desto mindre så snart det er muligt tiltager sig så enorm magt over ens hele liv. Det handler om behovet for selvbestemmelse, værdighed og frihed.
Sundhedsstyrelsen henviser i øvrigt til, at ringe-behandlede opioidafhængige patienter har klagemulighed. Dertil beskriver Sundhedsstyrelsen, at man fører ”et både reaktivt og proaktivt tilsyn med autoriserede sundhedspersoner og behandlingssteder. Hvis stofmisbrugeren oplever hændelser, som det du [altså undertegnede] beskriver, har vedkommende mulighed for at klage til Patientombuddet over den lægefaglige behandling. Sundhedsstyrelsen vil få besked om disse sager – og har dermed mulighed for at gribe ind over for en behandling, der ikke lever op til kravet om omhu og samvittighedsfuldhed. Dette er en af måderne, hvormed behandlingskvaliteten kan højnes.”
Hertil må jeg nævne, at det selvsagt er glædeligt at læse dette, og især hvis Sundhedsstyrelsen faktisk griber ind, når sådanne klager indgives – eksempelvis ift. en aktuel klagesag, som allerede har befundet sig hos Patientombuddet i ganske mange måneder, hvor den opioidafhængige patient som regulær sanktion og i disciplinerende øjemed af lægen blev ’idømt’ ”administrativ afgiftning”, dvs. uønsket udtrapning af mangeårig metadonbehandling (med markant forøget risiko for død til følge). En konsekvens-sundhedspædagogik der stadig praktiseres, selv om den udgik ved ikrafttræden af metadoncirkulæret af 2003, som ophævede det tidligere gældende cirkulære af 1995, hvor sådan praksis stadig var legitim. Såfremt Sundhedsstyrelsen er bekendt med denne klagesag, som vel i øvrigt ikke kan ventes afgjort før en gang i 2014, vil Sundhedsstyrelsen også vide, at den pågældende læge angiver at have i omegnen af 700 patienter i substitutionsbehandling. Dette nemlig anført som en art undskyldning for bl.a. heller ikke at have overholdt sin pligt til at føre journal. Enhver bør kunne sige sig selv, at man ene læge med så mange ofte ganske hårdt belastede patienter, ikke kan tilbyde en tilstrækkelig kvalificeret substitutionsbehandling, for ikke at nævne alt de øvrige sundhedsfaglige øvelser disse læger er forpligtet til at levere. I denne sammenhæng kunne det vel nok være hensigtsmæssigt, såfremt Sundhedsstyrelsen ikke alene, som nævnt i følgemailen, indleder et ”proaktivt tilsyn med de private misbrugsbehandlingssteder”, men også og måske endda i endnu højere grad indleder et tilsvarende tilsyn i forhold til de kommunale enheder. Det er efter vores vurdering særdeles tiltrængt. Nogle steder mere end andre.
I forhold til adgangen til at klage, er det tidligere og også gentagne gange anført fra Gadejuristens side, men det skal åbenbart og gerne anføres igen, at alt for mange ringe medicinsk behandlede opioidafhængige patienter ganske enkelt savner klagemod. I en lang række kommuner, særligt de mange mindre kommuner, er der oftest kun en eneste læge eller lægekonsulent at søge substitutionsbehandling hos. Og så længe der ikke gælder frit valg ift. substitutionsmedicinsk behandling, men alene ift. den sociale behandling, jf. servicelovens § 101, er man stavnsbundet fsva. den så afgørende substitutionsmedicinske behandling. Eller henvist til at flytte kommune. Denne læge risikerer man helst ikke at rage yderligere uklar med. Selv de få, der dog fatter en smule klagemod – hvilket typisk først forekommer, når der ikke længere er noget at miste (udover måske lige den lejlighed, man har stor huslejerestance i som følge af fx en langvarig, påtvunget selvmedicinering på det illegale marked, som følge af at lægen eksempelvis alene vil ordinere buprenorphin, som man ikke ønsker) – mister hurtigt modet, når de forstår, hvor lang klagesagsbehandlingstiden ved Patientombuddet faktisk er. At klage er ingen løsning. Og Sundhedsstyrelsen bør heller ikke anføre eller betragte denne klagevej som en løsning for disse ofte så voldsomt belastede patienter, der som bekendt har en dødelighed der er mindst 15 gange højere end gennemsnitsbefolkningen. Nogle af disse patienter siger ligefrem til os, at de forventer eller frygter at være afgået ved døden, før de hører fra Patientombuddet.
Sundhedsstyrelsen skylder også at redegøre for, hvilke legitime årsager der faktisk kan være til, at nogle kommuner af Sundhedsstyrelsen findes at være ”meget bagud” med anvendelsen af buprenorphin. Det falder således lige for at måtte formode at følgende – legitime – årsager spiller ind. Eksempelvis kan de behandlede opioidafhængige patienter i en given kommune have en højere gennemsnitsalder, have været i metadonbehandling i mange år, enten kontinuerligt eller (evt. adskillige gange) tidligere, ligesom der kunne være tale om, at der i visse kommuner, ifølge vore oplysninger, stort set ikke er et illegalt heroinmarked, hvilket igen kunne have betydning for, hvor mange helt nye opioidafhængige, der søger substitutionsmedicinsk behandling og dermed også betydning for, hvor stor en andel der ordineres buprenorphin. Sundhedsstyrelsen skal selvsagt være velkommen til at identificere flere årsager, også årsager, som man måtte finde ikke-legitime. På det foreliggende grundlag, kan der imidlertid næppe herske tvivl om, at man straks må frafalde den i bedste fald blot politiske – eller økonomiske, hvilket i så fald må anses helt lige så uvedkommende – interesse i eller forudsætning om, at minimum 50 pct. på et givent tidspunkt i nærmeste fremtid vil være i behandling med buprenorphin.
Af Sundhedsstyrelsens vedhæftede skrivelse, som skulle være udsendt til kommunerne allerede, fremgår det dertil, at Sundhedsstyrelsen er blevet oplyst om, at ”der har været bekymring og uro blandt visse brugere og behandlere, da det [dvs. brevet af 4. februar 2013 fra Sundhedsstyrelsen til kommunerne] af nogle er blevet opfattet som om alle brugere nu skal skiftes til buprenorphin. Samtidig er der sået tvivl om sikkerheden ved brug af buprenorphin. For at imødegå dette og for at undgå, at debatten fører til, at patienterne ikke ønsker at modtage behandling med buprenorphin og lægerne ikke tør ordinere behandlingen, vil Sundhedsstyrelsen med dette brev slå fast, at behandling med buprenorphin overordnet set er et langt sikrere valg for stofmisbrugeren end methadon, når det bliver brugt som anbefalet i vejledningen.”
Jeg har allerede ovenfor anmodet om Sundhedsstyrelsens grundige redegørelse for graden af fagligt og sagligt belæg for den også her i dette afsnit udtrykte ”buprenorphin-begejstring”. Her skal jeg blot supplerende tage skarpt afstand fra, at det skulle være den eventuelt skabte ”debat” der skulle være årsag til, at ”patienterne ikke ønsker at modtage behandling med buprenorphin”. Her skal jeg gentage, at jeg mener, at Sundhedsstyrelsen herved ligefrem undervurderer vore opioidafhængige patienter. De, som har blot en smule erfaring, er ofte endda særdeles veloplyste, ikke mindst når det kommer til netop viden om individuel effekt ved brug af diverse stoffer og præparater. De har som regel – om dette så har været af lyst eller af nød – prøvet lidt af hvert, hvis ikke det meste, og dette ofte også længe før, de søger behandlingssystemet og derved kan tages ”i skole” af behandlingspersonale, herunder af lægerne.
Når opioidafhængige patienter afviser buprenorphin-ordination, er det generelt fordi de ganske enkelt ikke ønsker buprenorphin-ordination. De bryder sig ikke om præparatet og/eller om dets bivirkninger. I denne henseende må Sundhedsstyrelsen føre an og markant få pointeret – hurtigst muligt og vidt og bredt – at de fundamentale hjemlige principper om patienters selvbestemmelsesret mv. – selvfølgelig – også gælder, når det kommer til opioidafhængige patienter.
Det må i det hele taget nu anses som en praktisk indiskutabel påtrængende nødvendighed, at Sundhedsstyrelsen for alvor træder markant i karakter i forhold til substitutionsbehandling af opioidafhængige patienter.
Man kunne samtidig have lov at håbe, at man vil benytte anledning til også at anlægge et kritisk eftersyn på den anvendte retorik på feltet. Når Sundhedsstyrelsen vedbliver at benævne en velbehandlet opioidafhængig patient, som fx er i arbejde eller under uddannelse, som en ”misbruger”, er dette selvsagt ikke befordrende for den enkeltes funktionsniveau eller selvopfattelse og bestemt ej heller for den nødvendige nedbrydning af de altoverskyggende fordomme der rettes mod og i alt for mange tilfælde direkte bidrager til at nedbryde opioidafhængige patienter. Fra Sundhedsstyrelsens anvendelse af begrebet ”stofmisbruger” om en velbehandlet, opioidafhængig patient, der har lagt et problematisk stofbrug bag sig, er der ikke langt til at aktører, inklusive lægerne, ude i praksis, men også jobcenter-sagsbehandlere og børnesagsbehandlere, dommere med mange flere, betragter og direkte omtaler substitutionsmedicin – ikke mindst metadon – som et ”misbrugsstof”. Sundhedsstyrelsen må nu gå foran og gøre netop det, som burde have været gjort for længst, nemlig at bidrage afgørende til at afstigmatisere opioidafhængige patienter, som forudsætning for, at de vil lykkes med at afstigmatisere sig selv, begge dele som bekendt uomtvistelige forudsætninger for inklusion af de udstødte, jf. sociologen Goffmans klassiske værk fra 1963.
Er man velbehandlet, er man – selvfølgelig – ikke længere ”stofmisbruger”. Man er derimod fri af problematisk stofbrug, fri af skadevirkninger der udspringer af såvel kriminaliseringen i sig selv og af de snævert stofrelaterede skadevirkninger, og man må derfor nødvendigvis benævnes og opfattes som ”stoffri”. Opretholdelse af denne tilstand vil en af patienten ønsket kvalificeret og løbende individuelt tilpasset substitutionsbehandling, over en årrække, evt. resten af tilværelsen, ofte være en afgørende forudsætning for. Og dette bør – skal – substitutionsbehandlingen værdsættes for.
Sundhedsstyrelsen skal i øvrigt også anmodes om at redegøre for, hvorledes man har besvaret KLs skrivelse af 28. februar til Sundhedsstyrelsen, som KL efterfølgende skulle have fremsendt til samtlige kommuner. Heri begår også KL nogle for os at se ganske afgørende fejl, hvilket blot er endnu en rigtig god grund til, at Sundhedsstyrelsen endelig indtager førerpositionen på feltet.
Det er bestemt uskønt – om end jo ikke overraskende – at forstå, jf. denne KL-skrivelse, at KLs primære fokus retter sig mod de økonomiske forudsætninger for substitutionsmedicinsk behandling i kommunerne.
For os at se, er det dog langt værre, at heller ikke KL har forstået flere nok så væsentlige pointer; eksempelvis henviser KL til side 44 i gældende vejledning (af 2008), menrefererer herefter fejlagtigt, at vejledningen anvender ordet “skal” i forhold til buprenorphin som førstevalg, når det gælder nye opioidafhængige patienter, og ikke blot, som vejledningen rettelig anfører, ordet “bør”.
Her skal det derfor gentages, at uanset buprenorphinens eventuelle større eller mindre fortræffeligheder, så vil det ikke lykkes at få alle nye opioidafhængige patienter til at tage imod buprenorphin-behandling. Og her bliver det jo så afgørende, om man – Sundhedsstyrelsen – mener, at disse patienter hellere skal indskrives i behandlingssystemet ved metadonordination (og dokumenteret reduceret dødelighed (og følgekriminalitet) til følge)? Eller om man måtte mene, at de opioidafhængige hellere fortsat skal være henvist til det illegale marked, jf. også tidligere mails/skrivelser til Sundhedsstyrelsen herom.
KL går i øvrigt også sundhedsfagligt galt i byen på flere andre punkter i denne skrivelse efter vores opfattelse; eksempelvis vil det med stor sikkerhed ikke lykkes at få særligt de metadonbehandlede, som er lidt oppe i årene, og som typisk behandles med en del højere doser end “sædvanligt” (fx 200 mg+) til at skifte til buprenorphin i større antal, om overhovedet, og dette gælder uanset hvor alvorlige QT-problemer (hjerterytmeproblemer) der så måtte være konstateret. Jeg har allerede tidligere i denne skrivelse henstillet til, at Sundhedsstyrelsen i forhold til dette punkt snarest overfor samtlige kommuner, ved offentliggjort skrivelse, må redegøre for muligheden for i sådanne tilfælde at skifte metadondosis helt eller delvist til eksempelvis Contalgin
Med såvel Sundhedsstyrelsens svar af 7. marts 2013 samt KLs skrivelse af 28. februar 2013, må jeg sige, at jeg vel nok mener, at der nu kun er endnu mere presserende grund til, at Sundhedsstyrelsen får handlet. Og får handlet hurtigt.
Umiddelbart formodes det, at det følgende er Sundhedsstyrelsen bekendt, men for en sikkerheds skyld skal jeg i denne sammenhæng nævne, at FNs ”Special Rapporteur on torture and other cruel, inhuman or degrading treatment or punishment”, Juan E. Méndez, netop i disse dage på den 22. samling i Human Rights Council (25. februar til 22. marts 2013) fremlægger sin rapport. Rapporten kan findes i fuld tekst her.
Af denne rapport fremgår det, at visse former for overgreb og/eller ringe behandling i sundhedsvæsenet eller behandlingssystemet, er ”mistreatment” svarende til eller tangerende ”torture, or cruel, inhuman or degrading treatment or punishment” og dermed en (potentiel) overtrædelse af menneskerettighedskonventionens artikel 3 – forbud mod tortur. Her bringes såvel ”non-provision” eller utilstrækkelig adgang til substitutionsbehandling frem, ligesom i øvrigt også utilstrækkelig eller nægtelse af fornøden smertebehandling konstitueres som potentiel tortur, hvilket ifølge Gadejuristens erfaringer, desværre, stadig meget ofte overgår netop opioidafhængige patienter, hvor de under hospitalsindlæggelse (dog, ser det ud som om, ret effektivt modvirket af etableringen af socialsygeplejerske-konceptet, en ordning der dog ikke findes uden for Region Hovedstaden, og som selv i hovedstadsregionen ikke kan siges, at være tilstrækkelig udbredt), oplever at blive nægtet fornøden substitutionsbehandling hhv. smertebehandling efter fx også operationer mv. med henvisning til, at ”du plæderer bare, du vil bare være skæv, det har vi lært, vi har nemlig oplevet det så mange gange før med andre, og her på hospitalet behandler vi altså ikke dit misbrug” mv.
Rapporten siger videre, at selv hvis sådan praksis ikke e.o. kan kategoriseres som tortur, men snarere som ”ill treatment,” må sådanne overgreb effektivt elimineres fra behandlingsapparatet, fordi de ”frequently facilitate torture”.
Rapporten kritiserer også de vidt anvendte behandlingsformer indenfor stofbehandlingsområdet, herunder også i Danmark – nemlig ikke mindst, når kommunerne anvender private døgnbehandlingsinstitutioner, der dog er offentligt godkendte, men som eksplicit eller mere skjult anvender eksempelvis 12 trins / Minnesota ideologi, eller andre ‘omvendelsesideologier’ eller hvor kommunerne ansætter fx blot DAC-uddannede eks-stofbrugere, som i forbindelse med behandlingsarbejdet ikke formår at afstå fra at prædike egen religiøs overbevisning (man er nemlig forpligtet til, indoktrineret til, at udbrede budskabet om total afholdenhed, jf. 12. trin, dette også som en del af egen evighedsbehandling, for ellers er man selv “tilbagefaldstruet” eller “i tilbagefald”), hvorefter man ikke anerkender stabil og langvarig såkaldt vedligeholdelsesbehandling med substitutionsmedicin som eksempelvis metadon, uagtet at denne behandlingsform verden over er veldokumenteret og bredt anerkendt som en af de mest effektive behandlingsformer, når det gælder opioidafhængige patienter, uanset om der er tale om tidligere heroinbrugere eller om det drejer sig om personer, der er blevet opioidafhængige via smertebehandling.
Kort sagt, anføres det således nu fra centralt FN-regi, at substitutionsbehandling til opioidafhængige patienter skal sikres, ikke mindst indenfor straffeapparatet, herunder når man befinder sig i politiets varetægt (til fx afhøring, hvor man abstinensplaget hurtigt kan komme til at tilstå også forbrydelser man ikke har begået), men også udenfor straffeapparatet og altså være tilgængelig for de opioidafhængige patienter som ønsker sådan behandling.
Således FN – hvordan forholder Sundhedsstyrelsen sig hertil? Og hvad vil Sundhedsstyrelsen gøre i anledning af denne henvendelse / denne nye FN-rapport?
Herfra håber vi, at Sundhedsstyrelsen fortsat vil prioritere denne vigtige sag og ser i øvrigt frem til snarest at modtage svar på de her rejste spørgsmål.
Med venlig hilsen
Nanna
Gadejuristen
Nanna W. Gotfredsen, leder, cand. jur., gadejurist
PS
Fra: Nanna W. Gotfredsen
Sendt: 15. marts 2013 08:34
Til: [SUNDHEDSSTYRELSEN]
PS til ovenstående mail, ligeledes fremsendt dags dato.
Hvorledes styrelsens afsluttende sætning i følgemailen af 7. marts 2013 faktisk skal forstås, vides ikke. Tillad mig derfor at give et par gæt og at kommentere for hvert gæt. Det drejer sig om følgende sætning:
”Brugt i overensstemmelse med vejledningen er buprenorphin et langt sikrere valg for stofmisbrugerne end methadon, og vi håber, at alle aktører på stofmisbrugsområdet vil arbejde aktivt på at få dette budskab spredt.”
I forhold til første del af sætningen ser jeg frem til Sundhedsstyrelsen nærmere redegørelse herfor. I forhold til anden del af sætningen kunne det første gæt på mening, som formentlig og forhåbentlig også er det ringeste – i det jeg dog ikke kan forestille mig, at Sundhedsstyrelsen måske ligefrem anmoder om bidrag fra fagaktører på måder der antager former, som end ikke den formentlig allermest buprenorphin-begejstrede aktør, Reckitt Benckiser, havde turdet drømme om. Aggressiv markedsføring af netop dette præparat har vi gennem årene set alt rigeligt af, såvel i Danmark som ude i verden. En markedsføring der, må man sige, også er lykkes meget langt ad vejen og ikke altid ved lige anerkendelsesværdige metoder. Buprenorphin-begejstringen er særligt visse steder i Danmark meget stor, også ubegrundet stor og så stor, at den, som det er nærmere beskrevet fra vor side, kan indebære alvorlige skadevirkninger for de i forvejen som bekendt rigeligt udsatte opioidafhængige patienter. I fald dette næsten utænkelige skulle være tilfældet, må jeg klart meddele Sundhedsstyrelsen, at vi fra Gadejuristens side ikke på nogen måde agter at deltage i eller bidrage til en sådan markedsføring.
Mener Sundhedsstyrelsen mon så med denne sidste del af sætningen, at man gerne så, at fx gadeplansmedarbejdere – herunder også gadejurister – i det udgående arbejde, i forbindelse med ofte endda lange kontaktforløb, hvorunder opioidafhængige overvejer for og imod ift. at tage det skridt at søge lægelig substitutionsbehandling, bør gøre en særlig indsats for at overføre denne så omfattende ’buprenorphin-begejstring’ til disse opioidafhængige potentielle patienter? Mit svar skal i så fald hertil umiddelbart lyde, at spørgsmålet om valg af medicinsk behandling som udgangspunkt må overlades forholdet mellem patient og (den kompetente) læge, hvor den opioidafhængige patients eget valg, under forudsætning af, at dette træffes på et fornødent oplyst grundlag, jf. de af lægen givne informationer om forskellige behandlingsformer, til enhver tid må tillægges afgørende betydning. Det bør være en erklæret ambition, også fra Sundhedsstyrelsens side og ikke mindst den meget høje danske stofbrugerdødelighed taget i betragtning, at det aldrig igen bliver følgen, at den opioidafhængige patient, trods ønske herom, slet ikke indskrives i behandlingssystemet, fordi lægen fx alene vil ordinere buprenorphin, som patienten har sine grunde til at fravælge, hvorefter vedkommende fortsat er overladt til selvmedicinering på det ekstremt risikable og meget dyre illegale stofmarked. Med, som vi har set det og flere gange også formidlet til Sundhedsstyrelsen, unødig, tidlig død til følge.
Såfremt Sundhedsstyrelsen fastholder det angivne håb om, at ”alle aktører”, og dermed altså også må mene, at også ikke-sundhedsfagligt uddannede medarbejdere, således skal gå forrest – for at ’sprede det gode buprenorphin-budskab’ – skal jeg tillade mig at henstille til, at Sundhedsstyrelsen først påtager sig at formulere nogle bestemte vendinger, som styrelsen mener, måtte være velegnede i et sådant aggressivt markedsføringstiltag. Dette ikke mindst fordi det nu engang også er Gadejuristens erfaring, at medarbejdere på feltet finder på at sige stort set hvad som helst om buprenorphinens velsignelser, herunder, og som også nævnt i vores tidligere skrivelse vedrørende denne sag, at ’man også bliver en meget bedre forælder, hvis man skifter til buprenorphin’. Det er muligt, at Reckitt Benckiser kunne finde denne type markedsføring interessant, men herfra vil vi have lov at forvente, at Sundhedsstyrelsen ikke gør.
Med venlig hilsen
Nanna
Gadejuristen