Gadejuristen henvender sig til Sundhedsministeren om rettigheder i substitutionsbehandlingen

Gadejuristen har i dag sat substitutionsbehandling på den politiske dagsorden.

Substitutionsbehandling med metadon, buprenorphin eller heroin er en af de bedst dokumenterede behandlingsformer for heroinafhængige (opioidafhængige), og vi ved, at den markant reducerer dødeligheden, smitterisikoen (hepatitis og HIV) samt omfanget af følgekriminalitet. Tærsklerne til denne behandlingsform er imidlertid særligt visse steder alt for høje, og især er det problematisk, at den retlige regulering af substitutionsbehandlingen langt fra sikrer de opioidafhængige i tilstrækkelig grad. Disse forhold kan bidrage betragteligt til, at vi ikke får det fulde udbytte af denne behandlingsform. Den i forvejen meget høje og senest endda stigende danske dødelighed tilsiger, at der må handles hurtigst muligt.

Vi håber nu, at et helst samlet Folketing snarest vil støtte forslag til løsning af problemstillingerne som beskrevet i vedlagte skrivelse.

Sundhedsminister Bertel Haarder har den 8. december 2010 besvaret Gadejuristens henvendelse der tillige er fremsendt til udvalget som svar udvalgspørgsmål SUU 2010-11 alm. del Svar på spørgsmål 118. Læs ministerens svar under bilag.

Bilag