I slutningen af 2002 behandlede Folketinget den daværende regerings lovforslag om en såkaldt “behandlingsgaranti”, som skulle gå ud på, at stofbrugere med behandlingsbehov og ønske indenfor 14 dage fra første henvendelse (uanset om denne sker telefonisk, personligt eller ved eksempelvis partsrepræsentant), havde retskrav på et behandli
I slutningen af 2002 behandlede Folketinget den daværende regerings lovforslag om en såkaldt “behandlingsgaranti”, som skulle gå ud på, at stofbrugere med behandlingsbehov og ønske indenfor 14 dage fra første henvendelse (uanset om denne sker telefonisk, personligt eller ved eksempelvis partsrepræsentant), havde retskrav på et behandlingstilbud i henhold til en behandlingsplan. Kun Enhedslistens Line Barfod markerede sig udover den brede enighed, nemlig ved sin indvending om, at 14 dage var for lang tid at skulle vente. Det skulle kunne gå langt hurtigere anførte. Det havde hun ret i, i hvert fald fsva. særligt de mest udsatte, dem med de mest kaotiske livsvilkår. Dem der kun lige akkurat overlever. Man kan kun håbe, at Folketinget nu råder bod herpå gennem at vedtage de af de Konservative fremsatte beslutningsforslag, B1 (om etablering af akuthuse, bl.a. til brug for udredning af behandlingsbehov for den gruppe af stærkt og akut belastede, i en del tilfælde ligefrem livstruede, stofbrugere, som ikke magter at indgå i de alt for standardiserede og for denne gruppe helt utilstrækkelig indlende udredningsforløb i ambulant regi), B16 (skærpelse af behandlingsgarantien, jf. servicelovens § 101 samt vedtagelse af en behandlingsgaranti gældende også ift. den substitutionsmedicinske behandling, herunder krav på lægesamtale indenfor de første 3 dage og frit valg ift. substitutionsmedicinsk behandling, samt B 24 (udvidelse af den heroinunderstøttede behandling både fsva. antal pladser og administrationsruter, dvs. rygning og snifning).
Der blev desværre vedtaget en stærkt begrænset “behandlingsgaranti”, dette på flere måder, men den alvorligste er, at den komplet uforståelige og i øvrigt ukendte årsager IKKE omfattede også den fornødne substitutionsmedicinske behandling. Det var en eklatant fejl. Alt for mange behandlingssøgende vil helt uretmæssigt være blevet registreret i de centrale registre som nogen der selv faldt fra, og internt i forvaltningerne på stofbehandlingscentrene, som nogen der “ikke var tilstrækkeligt motiverede”. Faktum er, at stofbrugere, der ikke hurtigt nok får tilstrækkelige tilbud, herunder især relevant substitutionsbehandling, hurtigt nok og som heller måske heller ikke i øvrigt oplever sig hverken mødt eller set, eksempelvis derved, at der har været alt for lange udsigter til den lægesamtale, der ellers kunne udgøre begyndelsen til enden ift. at være henvist til det illegale stofmarked og alt hvad dertil hører; de er i alt for stort omfang faldet fra. Og det ved vi jo, det er ingen overraskelse, dermed kunne man have forebygget det. Hvis man ellers ville. Dette blandt andet ved kommunernes sikring af let og hurtig adgang til lægekonsultation. At dette faktisk kan lade sig gøre, har KABS demonstreret for år tilbage, da man her indførte 24 timers substitutionsmedicinsk behandlingsgaranti på ingen tid, på egen hånd og uden den økonomiske kompensation, kommuner ellers stort set altid højlydt kræver i forbindelse med enhver justering af indsatsen. Senest har Københavns Kommune, som udløber af den pludselige miltbrand-forekomst i Københavnsområdet i sommeren 2012, udrettet næsten tilsvarende. Men resten af landets stofbrugerbehandlende kommuner må åbenlyst have Folketingets assistance til at gennemføre samme. Denne opgave må og skal løftes af Folketinget. Decentralt hold har nu haft over 10 år til at løfte denne praktisk indiskutabelt nødvendige opgave selv og kun to kommunale enheder har faktisk valgt at gøre det. Gennemførelsen af forslagene i B16 ift. ikke mindst kravet på den hurtige lægesamtale og det frie valg gældende også ift. den substitutionsmedicinske behandling, bliver helt afgørende for de opioidafhængige patienter – og sandsynligvis også for kvaliteten i det hele taget i den kommunale stofbehandlingsindsats. Herfra forventer vi, at dette eksempelvis vil betyde, at vi ikke kommer til at se flere opioidafhængige patienter, der sanktioneres af den kommunale lægekonsulent ved såkaldt “administrativ afgiftning”, dvs. ufrivillig udtrapning af fx metadon, en sanktion, som ellers udgik af strafkataloget, jf. metadoncirkulæret af 1995, men som vi fortsat ser anvendt i dicisplinerende øjemed. Hver eneste gang dette sker, er intet mindre end skandaløs, ikke mindst da det er dokumenteret, at dødeligheden stiger markant for stofbrugere, der mod deres vilje bortvises fra substitutionsbehandling. Med vedtagelsen af B16 kan de søge substitutionsbehandling i en anden kommune, uden også at skulle formå og have råd til at flytte kommune.
Den sociale “behandlingsgaranti”, jf. servicelovens § 101, har hele vejen været yderst vagt formuleret, hvilket i sig selv har bidraget afgørende til, at det nærmest har været umuligt for stofbrugerne selv at påberåbe sig deres individuelt bestemte retskrav, og dette selvsagt særligt, når de har været svært belastede og derfor har haft behov for – og retskrav på – mere intensive, og det vil samtidig sige dyrere, sociale behandlingstilbud.
Det må blot konstateres, at visiterende myndigheder endda i meget høj grad har haft en grum tilbøjelighed til at forvalte denne bstemmelse ulovligt, eksempelvis dokumenteret ved en undersøgelse iværksat af den daværende regering på baggrund af Gadejuristens vedholdende protester og gennemført af Center for Rusmiddelforskning tilbage i 2007. Undersøgelsen viste, at bestemmelsen var forvaltet ulovligt i hele 41,5 pct. af afgørelserne. Siden har SFI påpeget tilsvarende problemer ift. forvaltningen (2009), ligesom og Rigsrevisionen udkom med en ganske kritisk rapport i januar 2012.
Det må konkluderes, at det må være en meget vanskelig bestemmelse at forstå kommunalt. Eller også anses den måske bare som en art elastik, man kan trække i eller klippe over, alt efter hvad de kommunale budgetter lige aktuelt tillader? Det kan være svært at vide. Men stofbrugerne betaler prisen herfor. En meget høj pris.
Gadejuristen ser fortsat alt for omfattende ulovlig sagsbehandling på dette felt. Dette spredt over hele landet. Senest måtte vi rette henvendelse til Københavns Kommunes socialborgmester og Socialudvalg, hvorfra man reagerede ganske hurtigt. Allerede blot en uge senere, forelå denne ganske tilfredsstillende redegørelse fra centralforvaltningen til kommunens Socialudvalg, som blev omdelt til orientering til udvalgsmedlemmerne ved dette udvalgsmøde. Den vil vi gerne kvittere for, men vi har dog set det før, at vi gennem vores konkrete sagsbehandling er stødt på misforvaltning, som tyder på forvaltningsretlige problemstillinger af principiel eller strukturel karakter, hvorfor vi har rettet henvendelse til de relevante centrale myndigheder. Uden at dette reelt fører til afgørende praksisændringer. Men gadejurister er optimistiske af natur, så vi er håbefulde, for så længe der er håb, er der jo som bekendt håb …
Gadejuristen har ganske nyligt sendt en række supplerende bemærkninger i anledning af Folketingets aktuelle behandling af ovennævnte tre beslutningsforslag. Heri gennemgås den såkaldte “behandlingsgaranti”s alvorlige problemer ift. at blive forvaltet lovligt decentralt og derved også komme til at virke efter den erklærede politiske hensigt. Denne skrivelse kan læses her (B1), her (B16) og her (B24) som bilag under hvert af de tre beslutningsforslag. Her kan også bidrag til de tre beslutningsforslag fra Trinløse Tænkere, en forholdsvis ny brugerforening, i øvrigt læses.